Årets første sommerdag - update

Jeg hører til de heldige, som netop har haft 4 dages fri. En del af tiden er naturligvis blevet brugt i kolonihaven. Selv om det stadig er tidligt på året, er der mange ting, som blomstrer for tiden. I en krukke har jeg en klematis, som jeg anskaffede sidste år, og som endnu ikke har fået en endelig plads. Den har overlevet vinteren i en smal plastik-potte, og det er faktisk lidt af en bedrift, for den var med i drivhus-katastrofen. Til alt held kunne den reddes ud af ruinen, og i foråret plantede jeg den op i en større krukke. Nu står den i blomst og byder velkommen ind i blomsterhaven.

Klematis

Esther hjælper mig med at passe haven, og er især glad for at vande. Rundt omkring i haven har vi baljer, som man kan hente vand i, og bevæbnet med sin grønne vandkande, går hun til hånde. Jeg har en magen til, bare lidt større, og det er et stort hit, når vi begge slæber med vores vandkander.

Esther vander

Blomsterhaven ligner ikke helt sig selv i år. Den er oprindeligt anlagt langs med drivhuset og omkring en række rosenbuske, som jeg overtog, da jeg købte haven. Siden kom et bunddække af løvefod, en håndfuld stauder, et kirsebærtræ og georginebedet til. Det har sådan set fungeret fint i de sidste par år, men i år er det jo lidt forandret. Drivhuset er væk, og dermed også bagvæggen til blomsterhaven. Nu står rosenbuskene pludselig lidt midt i det hele, og jeg mistede helt lysten til dem. Derfor har jeg slet ikke klippet dem med i år. De har simpelthen fået lov til at gro videre på sidste års vækst. Jeg var meget i tvivl om hvordan det mon ville gå, men til min store glæde synes roserne at trives. De er selvfølgelig meget højere end de plejer at være, men det er faktisk ikke så dumt, for nu er de med til at skabe et rum, der hvor drivhuset tidlige klarede jobbet. Når roserne er høje, gør det heller ikke så meget at bunddækket er ret heftigt. Sidste år var løvefødderne næsten ved at tage pippet fra roserne, fordi de meget hurtigt nåede op på siden af de trimmede buske. I år står roserne flot over løvefødderne, og måske kan jeg i virkeligheden bedre lide dette look. Gad vide hvordan jeg bedst passer dem, så jeg kan gentage det til næste år? Lige nu nyder jeg bare at blomsterhaven trods alt ikke er helt tabt.

Roser over løvefod

Georginerne har også fået en ny forårsrutine. Jeg plejer at plante dem i potter, når drivhuset var nogenlunde frostfrit. Potterne stod i "kuvøser" lavet ud af flamingo-plantekasser, ind til frosten var helt væk. Planterne fik lov til at nå op i 30 cm i højden, før de blev nippet og plantet ud. Det gav kraftige og tidlige planter, som belønnede mig med en flot blomstring. Men, men, men... sådan blev det ikke i år. Denne gang blev knoldene lagt direkte i jorden, da frosten var forbi og jorden en smule lun. Flere af knoldene havde spirer på, men mange var slet ikke grønne, da de blev lagt. Nu kan jeg se at de fleste kigger lige så fint op over jorden, og flere er snart klar til at blive nippet. Det glæder mig at de tålte denne behandling, for jeg holder af gensynet med min samling, og håber at kunne vedligeholde den i mange år frem.

I år er det de små georginer, som står i blomsterhaven. De store er plantet langs kvashegnet, som godt kan bruge lidt pynt. Det er lige en opgave for georginer, så jeg glæder mig til at se om de synes om pladsen. Der står også en håndfuld under kirsebærtræet. Det har før fungeret godt, så det håber jeg på igen.

Det korte af det lange er, at blomsterhaven måske alligevel bliver helt ok i år. Det håber jeg selvfølgelig altid på, men i år er lidt som et nyt år 0.

Plankeværket

Min bagbo har bygget sig et nyt hus. De har brugt lang tid på projektet, og gjort det hele selv, og det ser rigtig godt ud. Som en del af projektet med det nye hus, har de valgt at anlægge terrasse op imod min have, og får at få lidt fred, har de bygget et hegn. Jeg havde nok forestillet mig et mindre og mere diskret hegn, da de nævnte det for mig, men sådan blev det ikke. Forleden satte de plader på stolperne, og nu er bagenden af min have præget af en massiv afskærmning i næsten 2 meters højde. De har lovet at male det i en passende farve, og vi har aftalt grøn. Det kommer sikkert til at pynte på det, men jeg ved nu alligevel ikke helt om jeg er en fan... Imellem haverne var der i forvejen en ligusterhæk, og den havde jeg fint kunne nøjes med, og nu er jeg lidt spændt på, om den vil kunne trives bag hegnet. Umiddelbart foran hækken på min side står et par rododendron-buske, som jeg ikke er så vild med. Min plan var at fjerne dem til fordel for et udekøkken. Nu vil jeg lige genoverveje planen (og klippe hækken). 

Det er altid lidt spændende at få nye naboer, og det kræver lidt at blive enige om skel og hegn. Jeg går ikke så meget op i at få min vilje. Fred optager mig langt mere, så jeg føler mig ikke forulempet af hegnet, bare lidt overrumplet. Nu må jeg tænke mig godt om, og få det bedste ud af det på min side af skellet.

Hindbærbedet

I min have er et hindbærbed. Det er en af de få ting, som stadig ligger, som da jeg overtog haven. Dog må jeg indrømme, at det nok aldrig har set værre ud. Hindbærplanterne er af den type, som skal klippes ned hvert forår. I år skete det ikke, og nu er det vist for sent. Bedet plejer at vokse til i ukrudt, og hen på året rydder jeg op i det, for at give bærrene en fair chance for sol. I år har det bare fået lov til at ligge uberørt hen, og det er virkelig groet til. Faktisk så meget, at jeg ikke helt kunne se om det overhovedet var gang i hindbærrene i år. Forleden påbegyndte jeg så hindbærplanternes befrielse, og gik i krig mod ukrudt og visne hindbærgrene i bedet. Det er lidt af et projekt, og jeg kom da heller ikke så langt i første omgang. Nu vil jeg tage en bid hver gang jeg er i haven, og med tiden får jeg vel has på sagerne. Til min store glæde kunne jeg konstaterer at der faktisk er en hel del planter i bedet, som bærer frugt. Det bliver nok ikke en imponerende høst i år, men lidt kan vi da nok få, og det ser jeg frem til. Hindbær plejer at være et af de helt sikre hit i haven.

Tobakspibeplante i knop

Tobakspibeplante i blomst

Det er 3. år at jeg har min tobakspibeplante, og i år har den været i fin vækst fra det tidlige forår. Den står op ad huset, og det er mit håb at den med tiden vil vokse op, og omslutte det med et flor af grønne blade. Da jeg kiggede nærmere til den forleden, opdagede jeg at den blomstrer, og nu giver dens navn pludselig meget mere mening. Knopperne ligner virkelig små piber, som hænger ned. Når de folder sig ud, bliver det til de særeste små blomster. De gemmer sig bag løvet, og gør ikke meget stads af sig. Jeg betragter blomstringen som et tegn på god trivsel, og glæder mig over at planten endelig har fået godt fat. Den har godt nok været længe om at etablerer sig, men nu behøver jeg vist ikke at være bekymret for den mere.

Der sker så meget i haven for tiden, og jeg får næsten ikke tid til at skrive om det. Hver gang jeg har været i kolonien, har jeg hovedet fuld af tanker og ideer, og hver gang jeg tager der ud, forsvinder ideerne til fordel for opgaverne. Man skal ikke kigge væk ret længe, når solen bager og alt vokser. Jeg har nok at lave, og derfor forsømmer jeg somme tider bloggen. Det betyder dog ikke at jeg er ved at afvikle den, kun at haven stadig er vigtigere en bloggen om haven. Sådan skulle det jo også gerne være. Jeg kommer helt sikkert igen, når det begynder at regne...