tirsdag den 15. april 2014

Påske-travlhed i Have nr. 18

Endelig har jeg lidt tid til haven, og jeg har virkelig glædet mit til at kunne komme ud; ikke kun en times tid her og der, men for alvor. Weekenden var besat af min mormors 90-års fødselsdag og en børnefødselsdag, mandag var præget af regn og rusk, så det blev først i dag, at haven for alvor kom på programmet.
Køkkenhaven næsten forårsklar
Esther og jeg tog afsted midt på formiddagen, og kom først hjem igen sidst på eftermiddagen. Vi har virkelig været i sving, og nu er jeg næsten i mål med at få klargjort køkkenhaven. Det holder altid hårdt på denne årstid, for jeg bruger grøngødning, og det kræver ret grundige forårsoprydninger. Jeg er i fuld gang med at omlægge min køkkenhave, så den i fremtiden kommer til at bære præg af frugthave, mere end af grøntsagerne. Jeg har ikke så meget tid i hverdagene, så jeg må plante afgrøder, som kan passe sig selv i lidt højere udstrækning. I flere år har jeg haft problemer med at følge med ukrudtet, og det har bevirket, at høsten ikke har stået mål med indsatsen. Det er der ikke meget sjov ved, så nu skal der buske og bær ind i stedet. Heldigvis vandt jeg jo en rigtig skøn præmie på min lokale planteskole sidste år, så der står fine plante i potter, og venter på at blive plantet ud. Jeg har også flyttet rundt med mine gamle solbærbuske, og det ser ud som om de har klaret sig godt. Jeg flyttede dem i efteråret, og nu står de med fine skud på alle grene, og kommer til at pynte godt i køkkenhaven. Sidste år flyttede også en rabarber og en rød hyld ind, og snart kan jeg plante stikkelsbær og måske også ribs. Jeg har vist også et par potter med hindbær, men jeg er ikke helt sikker på om de skal ud i køkkenhaven. De har en kedelige vane med at sætte rodskud, og det duer altså ikke i højbedene. Tilbage står at luge stierne imellem bedene, og at befri aspargesbedet for det sidste ukrudt. Det tager altid en evighed, for det skal luges med fingerspidserne, for ikke at skade de stadig meget små skud. Jeg er begyndt at lægge fliser på stierne, og jeg har vist stadig fliser nok på lager til en enkelt sti til. Resten må komme, når fliserne dukker op. Jeg er ofte heldig at overtage gode brugte sager.

Esther var en fin hjælper i køkkenhaven idag. Hun skovlede kompost, rev ukrudt sammen og fylde på kompostbunken. Jeg har to kompostkasser, så det er bare at forsyne sig i den ene medens man fylder den anden op. Jeg forstår stadig ikke de havefolk, som ikke laver deres egen kompost. Det er jo det rene guld, og man slipper for at køre alt sit affald væk. Jeg kører stort set kun rosenklip og frøukrudt væk. Resten genbruger jeg, og det kræver altså ikke den store indsigt eller indsats.

"Forhaven"
Foran mit hus og ud mod vejen ligger denne lille forsømte plet. Jeg har tidligere haft frugtbuske her, men de kom til at stå for tæt på stien, og bor nu i køkkenhaven, hvor de ikke bliver forstyrret helt så meget. I bedet står kun en enkelt stikkelsbærbusk, som også snart skal flyttes, og en goji-bær-busk, som jeg ikke er helt tilfreds med. Jeg har overvejet frem og tilbage hvad jeg skal gøre ved det bed. I første omgang har jeg ryddet det for løgplanter, så der kan etableres noget lidt mere permanent uden at ødelægge løgene. De bor nu i et af bedene ved bønne-tipien. Jeg ville gerne dyrke noget i bedet, men måske skulle jeg i stedet forsøge at etablerer noget mere permanent, så jeg ikke skal slås med det hvert år. Hvis jeg ikke kommer på noget meget snart, sår jeg det nok til med rødkløver. Det ser godt ud hele sommeren, og holder bedet fri for ukrudt. Så vinder jeg også lidt mere tid til at komme på det helt rigtige. Hvis du har en rigtig godt idé, eller bare en lille tanke, så læg endelig en kommentar. Jeg er virkelig åben for forslag. Goji-busken er ikke et must, men jeg vil gerne plante et blommetræ, og måske var dette et fint sted. Slå dig bare løs som havekonsulent. Jeg takker for alle ideer på forhånd.

Bønne-tipi
Igen i år har jeg sat stokkene til tipien op. Belært af sidste års erfaring kommer der lidt mere støtte på til bønnerne, så de får mulighed for at lukke af og danne en hule til Esther. Bønnerne kan dog ikke komme i jorden endnu. Dertil er det stadig for koldt, trods alt. Uden drivhuset er det svært at forspire, så i år forsøger jeg mig med at så dem direkte. Jeg har valgt helt traditionelle stangbønner, som har en vældig grokraft, og måske egner sig bedre til projektet, end de mere ædle med farvede blomster, som jeg forsøgte mig med sidste år. Nu må vi se. I de trekantede bede skal der være blomster, og i det ene har jeg allerede plantet Pink Brushes (kvæsurt), som jeg købte hjem sidste år. De har vokset sig stærke i køkkenhaven, og har nu fået en ny permanent plads. De kan blive utrolig store, så måske skal de med tiden deles og plantes med større afstand, men for nu står mine to planter i det trekantede bed, og de strutter allerede. Imellem dem har jeg sat løgplanterne fra "forhaven". Der står nu fine hvide perlehyacinter og mini-påskeliljer, som minder mig om lockouten af lærerne sidste år. Heldigvis visner de snart ned, og så behøver jeg ikke at tænke på den igen, før til næste år. Det er vist en meget passende måde at holde det lille minde i live. Vi fik påskeliljerne af en lokal gartner, og lærerne i kommunen delte dem ud som en lille gestus under lockouten. Der blev også en håndfuld til min have. Det er tanken at forårsløgene får lov at fylde tidligt og de pink blomster senere. Jeg håber at det bliver fint.

Esther planter juleroser
Vi sluttede dagen i haven af med at plante årets juleroser ud. Vi har jo været på Spiren, og i år fik vi en plante hver. De står nu i rækken sammen med de gamle, og der bliver vist ikke plads til mange flere på denne måde. Hvis vi fortsætter vores lille tradition med at købe et par hvert år, skal jeg nok til at udtænke et nyt sted til dem. Det gør ikke noget, for mon ikke der findes en krog, hvor disse taknemmelig planter kan står og putte sig hele sommeren, for at lyse op i den nøgne have om foråret. Ellers så laver jeg et nyt bed til dem. Det skal ikke komme an på det.

Jeg kan godt mærke på kroppen, at havearbejde er uvant for de stive lemmer, men jeg tager helt sikkert der ud igen imorgen, for påsken skal altså bruges i det grønne, og der er stadig rigeligt at tage fat på. Jeg nævner i flæng hindbærbedet, jordbærbedet, blomsterhaven, havegangene, plantekasserne, krukkerne, aspargesbedet, huset, terrasserne og græskanterne. Jeg kommer ikke til at kede mig, og så længe vejret og datteren holder, så holder jeg også. Hvor er det bare skønt at foråret er kommet!

8 kommentarer:

  1. Indtil nu ser det da godt ud det hele :) jeg betragter også haven som mit "motionscenter", så det kan også for mig være hårdt - men nyder det trods alt :)
    - Helt enig ang. egen kompost, jeg fatter heller ikke de personer som kører alt væk fra haven !! jeg kører kun skvalderkål og det andet værste ukrudt væk, ellers beholder jeg resten i haven :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, skvalderkål skal man være forsigtig med. Det har jeg heldigvis ikke ret meget af, men det ville jeg nok heller ikke forsøge at kompostere, i hvert fald ikke rødderne.

      Glædelig påske!

      Slet
  2. hvor er køkkenhaven dog blevet fin :)
    det ser ud til en rigtig hyggelig dag i haven :)
    KH
    Marianne

    SvarSlet
  3. Hej Rikke
    Jeg har surfet lidt rundt på nettet for at blive klogere på om jeg kan bruge min (ikke helt-omsatte) kompost som den eneste jord i mine mange krukker. Har du nogen erfaring med det? kompost i krukker?

    Mange hilsner Lisbet

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...