torsdag den 17. oktober 2013

Have-visit hos fætter-Janus

Jeg har en eneste fætter; Janus, og ham er jeg rigtig glad for. I dag aflagde Esther og jeg ham et have-visit, for han har nemlig anskaffet sig en kolonihave, og den måtte vi da lige se nærmere på. Haven ligger i en af de små og meget trendy gamle kolonier på Amager, og det var sjovt at se hvor forskellig deres koloni er fra min egen. Ført mødte vi en stor aflåst port, som forhindrede uønskede gæster i at færdes i kolonien. Der er sikkert en rigtig fornuftig grund til at have sådan en port, men det er lidt af en kontrast i forhold til vores koloni, hvor man kan køre direkte ind i kolonien i bil, uden at skulle åbne noget som helst. Inde i Janus havekoloni færdes man kun til fod på smalle stier, og haverne er ret små, 200 kvadratmeter. Det betyder at husene ligger tæt og man kommer ret tæt på sine naboer. I kolonien er der både kloak og el, og derfor kan man bo i husene i store dele af året. Det er da også familiens plan at bruge haven som sommer-bolig, når de da får sat det hele i stand til deres tilfredshed.  De har allerede gjort en masse både inden- og udendørs, men som med alle kolonihaver, er der stadig rigeligt at tage fat på. Jeg tror ikke at jeg fornærmer nogen ved at sige, at de har mere fokus på bolig end på havebrug. Det er en helt anden tilgang end min, og meget forfriskende og spændende.

Jeg synes at det var sjovt at se både huset og haven, og jeg kan godt forstå at de er rigtig glade for deres lille sted. Det har alt hvad man kan ønske sig af en sommerbolig i storbyen; let adgang til offentlig transport og derved også til job og skole, gode indkøbsmuligheder, nær ved strand og grønne områder, og svigermor på den næste havegang. Det er vist den perfekte have til Janus & Co.

Janus med Roxi og Esther
Selv om huset er ret stort for så lille en have, mangler der plads inde til Karla på 14 år. Derfor har de bygget et lille hus til hende, og det må da være enhver teenagers drøm; eget hus! Det er ikke helt færdigt endnu, men det skal nok blive rigtig godt, og jeg tør næsten ikke vise det til sønnen min, som måske vil begynde at få samme tanker...

Karlas hus
Man kan jo dårligt besøge en have uden lige at lave lidt havearbejde, og til alt held kunne jeg bruges til at give en hånd med at anlægge et nyt stykke græsplæne på et område, hvor der tidligere har været stauder. Det regnede en smule, men det stoppede os ikke fra at kultivere, luge og rive. Svigermor tog sig af at så græs ud, og selv om det nok ikke er det mest velvalgte tidspunkt til netop dette projekt, så er det fint at komme igang. Så kan man altid lappe lidt på det senere, og det bliver der sikkert brug for under alle omstændigheder. Der blev også hurtigt truffet beslutning om hvor den medbragte gave, en rødbladet hyld, skulle plantes, og inden jeg tog hjem igen, var den i jorden. Super dejligt!

Haverne ligger ikke langt fra Amager Strandpark, så vi måtte naturligvis lige en tur til vandet. Derfra kan man se til Sverige og også være heldig at se fly lande og lette i Kastrup. Det er vist dem, som Janus peger på for pigerne.

Esther, Roxy og Janus ved Amager Strandpark
Tak til Janus, Zara, Karla og Roxy fordi vi måtte se jeres have. Jeg glæder mig til at komme på besøg en anden gang, og håber at I har lyst til at besøge os i vores kolonihave til næste år, når der igen er noget spændende at vise frem.

4 kommentarer:

  1. Det lyder som en rigtig hyggelig dag :o)
    Sjovt at der er så stor forskel på kolonihaver - så er det jo lige hvad man mest er til ;o)
    Den rødbladede hyld er vist blevet meget populær, jeg har også lige fået en... den er dog ikke kommet i jorden endnu :o)

    Ha en go dag...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har du nok ret i. Jeg har haft den rødbladede hyld i min have i et par år, og har måtte sande at den er lidt sartere end den almindelige hyld. Min gik ud af tørke, og jeg har nu plantet en efterfølger, da jeg ikke helt kunne undvære den. Den giver så fine rosa blomster, som man kan lave lyserød saft af, hvis man er til den slags. Held og lykke med din. husk at vande den godt i det første års tid.

      Slet
  2. hyggeligt med have visit. tak for dit besøg hos mig

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...