torsdag den 15. august 2013

Sensommer i Have nr. 18

I mit nye skema og med nye arbejdstidsbestemmelser har jeg to meget lange arbejdsdage hver uge. Det kombineret med at min store søn er taget på efterskole, og derfor ikke længere kan lytte efter en sovende tumling, betyder at jeg ikke så ofte kan komme i haven. I dag havde jeg nogenlunde tidligt fri, og vejret var fint, så jeg kørte direkte fra skolen ud i kolonihaven. Det er alt for længe siden jeg har gjort det, og det viste sig naturligvis at være en rigtig dejlig oplevelse.

De forgangne dages regn har gjort godt, men ikke så meget, som jeg havde forventet. Græsset vokser stort set ikke længere, og det var da også over en måned siden jeg sidst slog det. I dag fik det så en tur med trimmeren; ikke fordi det være særlig højt, men mere fordi det var lidt uensartet og lurvet at se på. Det pyntede med en studsning, og oprydningen af Esthers sandlegetøj, som har været spredt ud over hele plænen, hjalp naturligvis også. Nu venter jeg på at regnen vil sætte gang i væksten, så de gule og tørre pletter igen bliver grønne og friske. Måske bliver det ikke i år; nu må vi se.

Mit drivhus bugner af tomater og agurker, og igen i dag kunne Esther og jeg plukke en stor portion, af både de røde og de gule. Tomaterne smager fantastisk, og er blevet lidt af et hit på mit job. Jeg må tage resten med i morgen, så Michael bliver glad. Han har kåret dem som "Verdens bedste tomater ever", hvilket jeg naturligvis er ganske stolt over.

Tomater fra drivhuset
Selv om Esther ofte ikke vil med i haven, fordi hun foretrækker fjernsynet efter en lang dag i børnehaven, finder hun næsten altid på noget sjovt der ude. I dag var det en flaske med sæbeboblevand, som blev fundet frem. Hun hyggede sig vældigt, og havde lidt svært ved at forstå, at hun ikke måtte lave bobler inde i huset. "De er til fuglene!" sagde hun, men den gik altså ikke alligevel. Undulaterne må klare sig uden sæbebobler. Mon ikke også at de er ligeglade.

Esther blæser sæbebobler
Min havegang har længe været lidt af en rodebutik. Faktisk har jeg et par gange slået den med plæneklipperen, fordi jeg ikke orker at hakke den. Nu skal der snart være havevandring i havekolonien, og derfor må jeg hellere se at få styr på sagerne. Jeg tager det lidt ad gangen, for ryggen bryder sig ikke ret meget om netop dette job. I dag tog jeg en bid fra drivhuset og ned mod lågen. Jeg kan jo godt se at det pynter, men det huer mig altså ikke. Jeg må tage en tørn igen næsten gang, så jeg ender med at få styr på det.

Ny-hakket havegang
Inde i drivhuset har agurkerne fået lov til at vokse næsten uhæmmet på det seneste, og nu har de indtaget hele hjørnet og lidt til. Det er et imponerende syn, og jeg glæder mig over at de stadig bærer massere af agurker. I dag høstede vi 4 stk., og snart kan vi tage de næste. Jeg har virkelig været heldig med agurkerne i år, og jeg ville ønske at jeg vidste hvorfor, for jeg vil da gerne gentage successen til næste år.

Agurke-jungle
I den ene af plantekasserne har jeg to peberfrugt-planter. I år har jeg plantet en rød og en gul. Ind til videre har jeg dog ikke set meget til andet end grønne frugter. Jeg forsøger at lade frugterne sidde til modenhed, men jeg har høstet en del af dem grønne, for planterne kunne slet ikke bære dem alle, og nu må resten sidde til de skifter farve. Måske er der en enkelt rød på vej, men ind til videre ser den faktisk mere brun ud. På en eller anden måde virker det bare helt forkert, og jeg har ikke rigtig lyst til at smage på den med den farve. Jeg satser på at den skifter farve ganske snart.

Rød peberfrugt på vej
Til min store skræk opdagede jeg, at jeg var kommet i haven uden mit kamera. Derfor er billederne i dette indlæg taget med min telefon, og kvaliteten er derfor ikke imponerende. Det beklager jeg naturligvis. Jeg har allerede fundet kameraet frem, så det kan komme med i bilen i morgen.

4 kommentarer:

  1. Sikke en frodighed! Og billederne er da gode - trods telefonkamera.

    SvarSlet
  2. Det ser dejligt ud.. og billederne er fine :) du er heldig du har et kamera, jeg har kun min tlf, men det stopper os jo ikke vel? :)
    Mine Augurker giver også stadigtvæk, men de har fået meldug, så de ser skrækkelige ud , jeg har jo klippet næsten alle bladene af.

    det er sjovt med børn og de sæbebobler, mine vil også altid inde i huset. og det er da sjovere ude i vinden... tsk tsk.
    ja de nye arbejdstidsregler er et hoot.. det er bare så meget bedre at sidde og lave forberedelse i et overfyldt lokale, uden ens egne fagbøger, eller har du fået et kontor ?

    KH
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg købte ny telefon (iPhone) for et halvt år siden, og kunne med det samme se at billederne var langt ringere end dem taget med min gamle telefon. Det kunne jeg jo ikke rigtig tåle, så jeg måtte på indkøb igen. Nu har jeg et kompakt digitalkamera, og når man først vænner sig til at tage det med (!!!) er det faktisk en fornøjelse med et "rigtigt" kamera, som alt andet lige tager meget bedre billeder end mine telefoner nogensinde har gjort.

      Nej, jeg har selvfølgelig ikke fået mit eget kontor, og det tror jeg heller ikke jeg får. Vi kan jo sidde på lærerværelset eller i arbejdsrummene. Der er nok ialt 10 reelle arbejdspladser i disse rum og vi er mere end 50 lærere. Det bliver meget let til ren hygge og snak, og lange køer ved kopimaskinen, papsaksen eller laminatoren. Gad vide om ledelsen vil dele kontorplads med os? Det bliver spændende at se hvor udviklingen går hen i denne sag. Jeg forventer en forbedring, når nu jeg ikke må arbejde her hjemme mere.

      Slet
  3. hej igen, super flot havegang... jeg har osse lige knoklet med min.. men æv min ryg gider heller ikke det ukrudt i havegangen..griner

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...