onsdag den 10. juli 2013

Og så til det indvendige...

Nyt skelet med isolering
Vejret var meget passende til indendørs arbejde i dag, hvor jeg tog fat på væggene bag det nye vindue. Det krævede kun en enkelt tur til Jem&Fix, hvor personalet efterhånden hilser meget venligt og spørger til både børn og byggeprojekt. I dag gav jeg endda min blog-adresse til en venlig medarbejder, som måske læser med. I så fald skal du vide dig meget velkommen her! Min plan var at købe brædder til beklædning af væggene, men det viste sig at være umuligt, og jeg måtte slå mig til tåls med plader. Og netop som jeg frygtede blev det enormt besværligt at håndterer det store plader i den kraftige vind.

Planen er at lave en høj seng til Esther, så jeg har monteret ekstra regler til at bære den. Isoleringen kunne heldigvis genbruges, og var let at klippe til, så tilbage stod kun at save den store plade til og få den bakset på plads. Der skal saves rigtig meget, og når det skal foregå med håndkraft, er det noget man kan mærke i lang tid. Det sværeste var at få pladen på plads, for den er skåret til, så den skal stikkes op langs med loftsbrædderne, og således vippes ind på plads langs gulvet. Det var lettere sagt en gjort, og gav mig en del udfordringer. Nu sidder den hvor den skal, og det ser virkelig pænt ud. Desværre er plader ikke så smukke, så jeg må nok påregne at male hele herligheden, inden jeg bygger sengen ind. Det er lidt en streg i regningen, for maling er altid langt dyrere end man lige forestiller sig. Overvejelserne om farver er gået ind, for selv om de fleste vælger hvid til vægge og lofter, har jeg mere lyst til en farve til det lille rum. Lige nu hælder jeg til due-blå, som jeg jo desværre ikke kunne få til udendørs brug. Nu må vi se om jeg får andre tanker, når jeg tager en inspirationstur på pinterest, hvor jeg har lavet en samling af billeder af ombyggede skurvogne.

Dagens arbejde med væggen
Hvis man kan se bort fra byggerodet, kan man nok godt få øje på den nye fine væg. I morgen vil jeg sætte den næste plade op omkring vinduet, og så er den første etape af selve ombygningen færdig. Derefter skal der monteres lister, lappes huller og males, før sengen kan komme op på plads. Måske er det lidt vel optimistisk at satse på at blive færdig i denne uge...

Min mor kom forbi haven med en sodavand og en lille kage. Hun påtalte at selve haven trænger til en grundig omgang, og hun har helt ret. Der må blive tid til det meget snart, for ellers skal jeg skrive mig selv et klagebrev fra bestyrelsen inden længe, og det duer slet ikke. Nu vil jeg hvile min ømme save-skuldet, og samle kræfter til imorgen, hvor jeg igen går til den. Det er stadig en tilfredsstillende følelse at lave hus, især fordi det faktisk bliver så fint, som jeg gerne vil have det.

3 kommentarer:

  1. Godt arbejde - det kommer til at se godt ud :-)

    SvarSlet
  2. Det ser godt ud, og hvor er du ihærdig :-)
    Jeg kan godt li dit nye vindue med sprosserne.

    SvarSlet
  3. Tak tak! Ja, jeg går til den, for jeg vil gerne være færdig til ferie med ungerne i næste uge. Og så glæder jeg mit til igen at få tid til havearbejdet.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...