mandag den 29. juli 2013

Hjemme igen!

Vi har været væk i en hel uge, og i dag kørte jeg ud til haven for første gang. I mit fravær har mine gode naboer og venner i haven passet både fuglene og drivhuset, så jeg var ret spændt på at se hvordan det hele tog sig ud. Det har ikke regnet i ugevis, så jeg var indstillet på at mange planter ville hænge og trænge til vand. Heldigvis så det ikke så slemt ud, som jeg havde frygtet, og jeg ved at der er blevet vandet i haven, selv om vi ikke lige havde aftalt det. Tusind tak til alle jer, som er så søde at tage sig af min have! Her kommer en lille situationsrapport.

Selv om det ser lidt tørt ud, er bønnerne ved at vokse til, og jeg kan se at de er klatret endnu høje op i tipien. Solsikkerne står flot og nikker med de gule hoveder, og selv om de ikke er så høje at de kan vinde konkurrencer, ser de rigtig godt ud.

Bønnetipi og blomsterbede
Solsikke
I bedet ved terrassen dominerer de imponerende palmeliljer. Jeg har to af dem, og de stod her før jeg kom til. Jeg overvejede at fjerne dem, da jeg ikke er så vild med alt for eksotiske vækster i min danske have. Jeg gav dem dog en chance, og det har jeg ikke fortrudt. Hvert andet år belønner de mig med en imponerende blomstring, og det er altså lige nu, de skal nydes.

Trævlet palmelilje
Montbretiaerne er også godt på vej, og jeg er ret vild med dem, når de er på netop dette stadie, og blomsterstandene næsten ligner aks.

Montbretia
I blomsterhaven har de hvide georginer fået selskab af den røde pompon, som jeg længe har ventet på. Jeg må huske at sætte et mærke på den, så den kan komme til at stå sammen med sin hvide kammerat til næste år.

Georigne, rød pompon
I blomsterhaven fandt jeg også disse skønne valmuefrøstande. Jeg synes at de er så dekorative, så jeg plejer at lade dem stå så længe som muligt. Af samme grund dukker der altid valmuer op alle mulige skøre steder i haven. Det kan jeg meget godt lide, og jo flere man har, jo lettere at det at bære at luge nogle af dem væk.

Valmuefrøstande
I køkkenhaven har ukrudtet og dilden flere steder taget overhånd, og her i tørken har mine græskarplanter mistet en del af sine grønne blade, og afslører nu deres fine frugter. Jeg glæder mig til at se hvordan de modne frugter kommer til at se ud, og lige nu kan jeg se at der kommer en hel del af dem. Jeg tror at jeg vil forsøge at vande lidt mere, og håber at det vil hjælpe de mange frugter godt på vej.

Spagettigræskar
Hele haven summede af insekter, og jeg fangede en del af dem i færd med at suge saft og kraft ud af haven. Det er skønt at se livet, men hvepsene kunne jeg nu godt være foruden. Så længe de holder sig til blomsterne kan det nok gå an, men hvis de går i flæsket på mit eller ungerne, viser jeg dem ingen nåde.

Mandstro med bi
Mandstro med hvepse
Sommerfuglebusk med ???
Naboen har passet drivhuset, og har vist også haft lidt glæde af tomaterne og agurkerne. Derfor var der ikke det store at hent i dag, men 10 små røde og et par gule tomater blev det til, foruden en enkelt agurk. Jeg er ganske godt tilfreds, og håber at få meget mere glæde drivhuset i år. Nu trænger der til at blive bundet op, gødet og tyndet ud. Det klarer jeg i morgen, når jeg igen tager i haven.

Der er så meget at tage fat på, og jeg skulle gerne nå en hel masse her i min sidste ferieuge. Jeg kan ikke tillade mig at bruge al min tid der ude, men mon ikke en del godt timer kan allokeres til formålet? Det ville både haven og jeg have godt af.

5 kommentarer:

  1. du er heldig.. min augurk har fået meldug, så den giver nok ikke meget mere. Bønner er bare vilde med varmen :)
    og hvor får du mange dejlige græskar :)
    KH
    Marianne

    SvarSlet
  2. det ser godt ud! Jeg har fået en palmelilje af min svigerfar som han har gravet op fra sin egen have - det er 3 somre siden og jeg har ikke set skyggen af en blomst - men bladene virker robuste og grønne - tror du den kommer til at blomstre?Og jeg skal altså have skaffet mig nogle mandstro - så flotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Min ret begrænsede erfaring med palmeliljer er at de ikke blomstrer hvert år, og jeg kunne godt forestille mig at den har brug for lidt tid til at etablerer sig. Hvis den ellers er flot i bladene, skal du nok bare væbne dig med tålmodighed, og så håbe på at den blomstrer til næste år. God fornøjelse. De er flotte, når de sådan folder sig ud.
      Mandstro er lette at dyrke, og spreder sig ikke så meget. Jeg har flere typer, og de er ret populære blandt insekterne. De er også fine i buketter, og kan vist tørres og bruges senere.

      Slet
  3. Dejligt med hjælp fra gode venner og naboer, når haven skal passes, mens man er væk. Og godt at de fik lidt belønning i form af guf fra drivhuset :)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...