lørdag den 15. juni 2013

Fuglekasse, tipi og agurkehøst

Forleden dag skrev jeg om at bygge fuglekassen. I dag har vi gjort projektet færdigt. Esther har malet hele kassen i sin ynglingsfarve; blå. Stod det til Esther, skulle langt de fleste ting i verden være blå. I det skønne vejr tørrede malingen hurtigt, og efter et par timer kunne hun dekorere den. Hun tegnede med blyant, og jeg tegnede stregerne op med en marker. Det var rigtig hyggeligt, og Esther undrede sig på en pudsig måde over, at jeg kunne tegne nøjagtig lige som hende. Jeg er ikke sikker på, at hun helt har luret, hvordan jeg gjorde det... Resultatet af vores fælles anstrengelser hænger nu på kolonihavehuset, forholdsvis lavt, så vi kan lure på fuglene igennem sideruden, skulle en fuglefamilie vælge at flytte ind.

Esther maler fuglekassen
Fuglekassen i Esther-design
Medens malingen tørrede på fuglekassen, og mit espalliere, som også lige fik en omgang med penslen, hentede vi hasselkæppe hos Henning. Han har tyndet ud i sine mange hasselbuske, og vi var heldig at få stokkene. Samlingen var både skæv og uens, og danner nu rygraden i vores ret rustikke bønne-tipi. Jeg har bundet en simpel besnøring ret højt oppe, og nu står tipien med sine lange stager og rager godt op i landskabet. Det er lige som jeg havde håbet. Bønnerne, som jo blev plantet tidligere, er nu snøret ind til stokkene, så de kan begynde deres vandring i luften. Jeg glæder mig selvfølgelig til at de begynder at fylde ud og danne vægge. Lige nu bruger Esther dog tipien til at lege fængsel, og dertil kræves kun tremmer og en god fantasi. Det er vi bestemt leveringsdygtige i.

Bønne-tipi
De første georginer er begyndt at blomstre i min have. Jeg har mange, og måske i virkeligheden også lidt for mange, for jeg har fuldstændig mistet overblikket over hvor hvad er plantet. Hver gang en plante springer ud, er det en ny overraskelse for mig, og det er faktisk lidt sjovt. Det vil nok ikke glæde den ihærdige gartner med hang til farvekoordinerede bede, men i min have går det fint, og jeg nyder alle de blomster, som vil gro hos os. Man kan jo altid sorterer lidt i dem, hvis man skulle få lyst til at binde en buket. Det eneste, som jeg har nogenlunde styr på, er størrelserne. Herunder ses en af de store og en af de små. Jeg har også en del mellem. Mere styr har jeg ikke brug for at have på dem.

Georgine, stor
Georgine, lille
Jeg kan godt se, at mit hus ikke er verdens mest charmerende kolonihave-idyl, men det udvikler sig da i den rigtige retning. I dag kom Esthers nye fuglekasse op, og jeg fornemmer en ny samling under opsejling. Jeg har også monteret et gammeldags espalliere, som jeg har arvet fra en anden kolonist. Op ad det gror min tobakspibeplante. Jeg plantede den i efteråret, og var indstillet på at det er en slow-starter. Alligevel kan jeg allerede nu se, at den gror godt. Den har sat de fineste grønne skud, og bladene skyder også frem; frisk-grønne og bløde. Nu har jeg bundet den lidt til espallieret, og så håber jeg at den selv vil tage fat, og skyde i vejret. Jeg ser gerne at den med tiden omfavner hele huset i et væld af grønne blade. Måske bliver det ikke lige i år, men det er god at have noget at glæde sig til.

Kolonihavehuset
Årets første afgrøder i drivhuset er klar. Esther og jeg guffede straks hver vores mini-agurk i os, og sikke de smagte. Det er altså noget andet end dem, som har ligget i dagevis i køleskabet. Jeg har aldrig før haft held med agurker, men i år ser det ud som om alle 3 planter er kommet godt i gang, og giver en gavmild høst. Der er agurker på alle planterne, og vi høstede 7 agurker i dag. De to forærede vi til Jane og Jeppe, som ikke har drivhus, og altid er så søde at dele alt muligt med os. Det er dejligt at kunne dele ud, og skønt at der også er lidt til at tage med hjem. Måske kan vi gemme en enkelt agurk til madkassen på mandag. Jeg er sikker på at Esther ville være stolt over at kunne vise agurk af egen avl frem.

Agurk af egen avl
I drivhuset er tomaterne også kommet godt i gang, og mange blomster tegner til en fin høst, selv om de slet ikke er klar endnu. Peberfrugtplanterne er også kommet godt i vej, og de første frugter er sat. De er dog ikke ret store, og det kommer nok til at tage lidt tid endnu.

Der er ikke mange stauder tilbage på lageret i varmen. I dag har jeg pottet en håndfuld planter op. Nu er de flyttet ud i virkeligheden, og jeg håber at de kommer til at trives ude i vejret. Hvis de vokser godt til, kan de plantes ud i efteråret eller til næste år. Det er mit første forsøg med stauder, så det er ekstra spændende for mig.

Kompostbunken har fået en overhaling i dag. Den ene kasse er fyldt op med delvis komposteret materiale, og dækket til med lidt jord. På toppen er plantet 2 græskarplanter. Jeg har tidligere haft stort held med denne metode. Planterne pynter på bunken og giver fine frugter, og bunken hviler i skygge, så den ikke tørre ud. Regnevandet kan stadig trænge ned imellem bladene til glæde for både planterne og kompostbunken. Ren win-win, hvis man ellers kan få planterne til at vokse på bunken. Det lykkes ikke altid i første forsøg, men lad os nu se. Sidst år høstede jeg fine græskar på kompostbunken, så det satser vi på igen.

Selv om jeg synes at jeg har nået en del i dag, står der stadig tilbage at luge. Hele haven, og især køkkenhaven, trænger til en ordentlig overhaling. Jeg har simpelthen for lidt tid til haven for tiden, og jeg har prioriteret at få gang i alle projekterne først. Så må ukrudtet håndteres senere. Selvfølgelig begyder det, at jobbet bliver meget mere omfattende, men til gengæld står der noget spændende tilbage, når man få ukrudtet fjernet.

Jeg ser frem til ferien, og glæder mig over, at jeg næsten dagligt kan afslutte en eller anden opgave, både professionelt og privat. Således er jeg nu færdig med fysik-prøverne for min 9.-klasse, og har også styr på det skriftlige rettearbejde af matematikken. Tilbage står den kommede uges udfordringer: min egen eksamen og afslutning af mit studie samt mundtlige prøver i matematik for min 9.-klasse. Når det er overstået, letter det hele vist lide. Det siger jeg i hvert fald til mig selv, for jeg har brug for at få styr på de løse ender. Med lidt held får jeg til til haven igen i morgen.

8 kommentarer:

  1. Hej Rikke. Hvor ser det altså fint ud. Vil du sige til Esther at jeg rigtig meget ønsker mig sådan en fin fuglekasse. Held og lykke med eksamen. Knus Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sagt videre. Jeg kan godt forstå at du gerne vil have sådan en kasse, for jeg synes også at den er ret fin.

      Slet
  2. Hej Rikke
    Sikke fint Esther har dekoreret fuglekassen, der er ikke noget finere end en barne streg. Det bliver rigtigt fint med bønne tipien, godt den også kan fungere som fængsel.
    Det ser rigtigt skønt ud i din have, ukrudt eller ej ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for en dejlig kommentar.

      Slet
  3. Fin bønneti-pi. Det bliver spændende,når det begynder at kravle op af den.
    God aften!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det skal blive spændende. Jeg lover at bringe billeder løbende.

      Slet
  4. Så smukt et design Esther har begået....LOVE LOVE LOVE :0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...