søndag den 16. juni 2013

Have nr. 1, bloglister og bloglovin

Bare en lille aftenhilsen fra Have nr. 1, hvor jeg har taget et par billeder af regnens resultat. Det er ikke let at vande, når man ikke har en udendørs vandhane, så mine planter her hjemme må ofte tørste. Jeg vander nu i nødstilfælde, og det har været ret tørt på det seneste. Nu har vejret taget sig af vandingen, og resultatet er næsten øjeblikkeligt.

Georginer i plantekasse
Gerogine i plantekasse
Esthers ærter i blomst
Jeg har intet mindre end to bloglister på min blog, og de er sat op til at vise de nyeste indlæg. Jeg læser næsten dagligt blogindlæg fra listen, og jeg nyder at kunne følge med i alt det nye og spændende, som alle de andre bloggere skriver om. Nu har jeg imidlertid opdaget et lille problem med bloglisten; man går ofte glip af gode indlæg, som overhales af nyere indlæg. Dette er især et problem på blogs med meget flittige bloggere ved roret. Sådan en er jeg ikke, men jeg har alligevel oplevet, at hvis jeg skriver flere indlæg samme dag, får kun det seneste opmærksomhed og kommentarer. Jeg tror ikke at det skyldes indholdet alene, selv om det selvfølgelig er en oplagt mulighed. Har du mon observeret noget tilsvarende på din blog?

Når man anvender bloglisten, har man mulighed for at klikke på indlæggets titel eller blog-titlen. Vælger man indlæggets title, bliver man sendt direkte til det nyeste indlæg, og man går let glip af tidligere indlæg. Desværre er det sådan, at man let overser indlæg, som offentliggøres tæt på hinanden. Vælger man derimod den anden mulighed, får man forsiden af bloggen at se. På den måde kan man let se, om der skulle være flere indlæg, som man måske har lyst til at læse længere ned på siden. Jeg opdager jævnligt fine indlæg, som jeg i første omgang har overset på netop denne konto. For at råde bod på dette problem, kan man gøre det til en vane at klikke på blog-titlerne i listen, eller man kan vælge at anvende bloglovin. På bloglovin får man en liste over alle ulæste blogindlæg, og det er let at se, om et indlæg ligger i skyggen af et nyere. Det kræver naturligvis at man tilmelder sig selv på bloglovin, og at man tilmelder sin blog, så andre kan få glæde af denne service. Lad mig derfor her slå et slag for bloglovin, som er både gratis og ganske praktisk. Jeg har skrevet lidt om det tidligere på www.voreskolonihaver.dk.

PS. bloglovin findes også som en fin app, som jeg især er rigtig glad for på min iPad.

3 kommentarer:

  1. Ja lidt regn kan gøre underværker.
    Jeg har tænkt på det samme med hensyn til de forskellige indlæg, måske er det en ide at se på det der bloglovin, hvis jeg altså kan finde ud af det, ellers må det vente til sønnen kommer hjem:-)
    Med venlig hilsen¨
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er skønt at have en søn, som kan hjælpe lidt til, men det er ikke så indviklet, så måske kan du klare det selv. Jeg har lavet en lille guide, som du finder, hvis du følger linket til voreskolonihaver i indlægget. Måske kan den hjælpe dig. Jeg er klar til at følge dig på bloglovin!

      Slet
  2. Regnen er dejlig :)
    Der er ikke ret mange havebloggere som bruger blogloving, og det har undret mig.
    Kh
    Marianne

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...