fredag den 5. april 2013

På visit i kolonihaven

På vej hjem fra dagens demonstration (jeg er lockoutet og derfor deltager jeg i forskellige demonstrationer i stedet for at arbejde for tiden), kørte jeg et smut i kolonihaven. Jorden er stadig smattet og vidner om at den kun er tøet op i overfladen. Når frosten for alvor slipper sit tag, kan vandet sive ned, og så bliver det til at færdes i haven, uden at træde det hele op. Lige nu færdes jeg kun på stierne, og selv der bliver der hurtigt et søle. 

I drivhuset har jeg min nye samling af stauder i potter. De kræver jævnligt vand, for selv om det er kold ude, stiger temperaturen i drivhuset op mod 30 grader på en solrig dag. Det kan let tørre potterne ud, så jeg vander flere gange om ugen. I flere af potterne stikker spirerne allerede op, og det er tydeligt at se, at især purpur solhat trives godt hos mig. Jeg er en smule bekymret for hostaerne, som nok lider under at de havde sat ret store spirer, inden de kom ud af poserne. Jeg håber at de stadig har lidt krudt tilbage til at sætte nye og grønne blade. Jeg har allerede planer for dem.

Purpur solhat, købt i Lidl

Også uden for drivhuset er det tydelige tegn på vår. Jeg har fundet mit kamera frem, for billeder taget med min nye telefon, lever slet ikke op til mine krav til kvaliteten. Det er lidt mere besværligt, men resultatet er så meget bedre at det ikke betyder det store. Her har jeg fanget et par træer i knop. Det ser skønt ud, og tegner godt for det kommende år.

Hassel i blomst
Jeg har plantet 2 hasselbuske sammen; en grøn og en rød. Det ser ud som om de virkelig har fået godt fat nu, og jeg tror ikke at det går mange år før jeg kan begynde at høste dem. Tanken er at jeg løbende vil tynde ud i dem og på den måde få flotte hasselstokke til stativer i haven. Det er ikke den hurtigste vej til stokke, men så absolut den sjoveste. Jeg har ikke noget imod langsigtede projekter, så dette er det helt rigtige for mig. Hvis de så også løbende vil give os nødder, kunne det være sjovt. Ind til videre har de kun sat få nødder, og dem har den naturlige fauna høstet, før jeg selv nåede det. Måske i år...

Kirsebær i knop
 I hjørnet af min lille blomsterhave står et kirsebærtræ. Jeg plantede det sidste år, og jeg var lidt bange for at mine meget frodige lathyrus nåede at kvæle det helt. Det skete heldigvis ikke, og nu er det tydeligt at det har godt fat og er klar til at springe ud. Jeg vil ikke sætte klartreplanter op ad det i år, så måske belønner det mig med de aller første kirsebær.

Rabarber i vækst
Farverne er ikke imponerende for tiden, men hvis man ser godt efter, kan man skimte de store røde knopper i rabarberne. De kræver ikke så meget og ser slet ikke ud af noget på denne årstid. Om en måned eller 2 fylder de et kæmpe område, og jeg kan høste til kager og tærter. Mine 3-4 planter plejer at tiltrække rigtig mange gæster, som alle gerne vil have en håndfuld røde stængler med hjem. Heldigvis er der rigeligt til alle, og jeg deler gerne ud. Det tegner allerede nu godt, og der er vækst i alle planterne i rabarberbedet.

Her hjemme følger vi levende væksten i bakker og potter. Det går stadig fint at have dem her hjemme, men enkelte spirer bliver hurtigt for store, og om kort tid må jeg plante græskar og squash ud. De kan ikke blive i bakkerne så længe som tomatplanterne kan. Frostfrie nætter ville være et hit. Så pyt med køligt vejr, bare vi slipper for frost!

2 kommentarer:

  1. hej med-lockoutede :)

    Jeg synes det er dybt underligt ikke at måtte arbejde.
    Hvis vejret så i det mindste var til havearbejde, men også her er jorden stadig hård og smattet på overfladen + jeg har en del sne liggende endnu. Der forsvinder godt nok lidt af den hver dag, men i havens skyggeafdelinger går det godt nok laaaaangsomt..

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor hyggeligt med en hilsen fra en kollega. Tak for det. Jeg har været forbi din blog også, pg du er nu tilføjet min blogliste, så jeg husker at komme igen. Det ser jeg frem til.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...