søndag den 14. april 2013

Forårsdag og forårsdag....

Jeg er ikke imponeret, men et par timer med lunt vejr og nogenlunde solrigt tæller da også. Jeg brugte det meste af formiddagen på at skrive nyhedsbrev til kolonihaveforeningen. Eftermiddagen var tiltænkt haven.

Nu hvor de varsler frostfrit vejr, har jeg flyttet de sidste georginer ud i drivhuset. De sidste overvintrede knolde er kommet i potter, og planterne i plante-kuvøserne har fået lys og luft. Det trængte de også til, for de lugtede allerede lidt indelukket og flere steder var der spor af svamp. Der skal ikke mange dage uden frisk luft til. Heldigvis er det bedste middel mod den slags frisk luft, og det er lige hvad de har fået. Jeg ved ikke lige hvornår det gik galt, men i løbet af de sidste 2 sæsoner har jeg fået samlet en anseelig mængde af georginer, og det er måske ved at tage overhånd. Især i lyset af at jeg stadig har en håndfuld nye knolde i poser, som skal plantes ud i løbet i løbet af den kommende uge.

Georginer i potter i drivhuset.
Plantesamlingen fra kælderen har også hold flyttedag, og nu er bordet fyldt af såbakker i alle afskygninger. Jeg har stadig bakken med tomatplanter her hjemme. Det er lige tidligt nok at flytte dem ud, selv om de snart få lov til at komme med på visit i drivhuset, for at få nye potter. Det er også et projekt til den kommende uge, hvis der bliver tid; der skal jo også aktioneres, så længe lockouten står på.

Såbakker og pluggboxe i drivhuset.
Jeg har fået ny bagboer. Jeg mødte dem allerede forleden dag, og i dag hilste jeg også på deres to hunde. Min tidligere bagbo kom forbi, for at hente de sidste af sine sager. Jeg fik i den forbindelse den fine grønne bænk, som jeg længe har haft et godt øje til. Nu står den på min terrasse, og jeg glæder mig rigtig meget til at gøre den fin og bruge den i min blomsterhave. Tak til Kevin og Maria, både for bænken og for det gode naboskab.

Grøn havebænk
Det var ikke kun plantekasserne, som blev åbnet i dag. Også skuret blev lukket op for første gang. Det krævede lige at jeg gravede frit foran døren. I løbet af vinderen har der hobet sig lidt jord og sand op, og det var næsten umuligt at komme ind. Nu er der fri bane, også til dasset, som befinder sig bag den sidste dør. Det skal blive godt at få pakket sagerne ud. Lige nu er alt stuvet af vejen for vinteren, og haven virker så underlig tom. Snart vil jeg finde sagerne frem, og møblere haven igen. Det glæder jeg mig helt til.

Haveskur og das
Planen var at jeg ville tage hul på det udendørs arbejde med at klippe stauder ned og rydde op i bede og køkkenhaven. Virkeligheden blev at jeg blev inviteret på æblekage og sodavand hos Jane og Jeppe, og der mødte Signe, som jeg ikke har set hele vinteren. Man kan godt mærke at foråret er kommet, for alle vegne møder man kolonister, som kommer ud af vinterhi. Den kommende tid vil helt sikkert føre til en masse visitter,  og det skal nok blive hyggeligt. Kunsten er ikke at fortabe sig i det sociale, selv om det også er vigtigt. Der er så meget at tage fat på i haverne lige nu, og jeg ved bare hvor vigtigt det er at komme godt fra start. Jeg vil derfor satse på at komme i haven så meget som muligt i de kommende uger, så jeg kan få ryddet op og sat i værk. Det er en dejlig tid fyldt med hårdt arbejde og grønne spirer. Jeg glæder mig allerede!

9 kommentarer:

  1. Det var dog en lækker bænk - tillykke med den!


    Hjerteligst

    SvarSlet
  2. Hej Rikke Dejligt at få begyndt i haven.Men der skal jo også være tid til at hygge med naboerne.Skøn bænk du har arvet.Og du har da også godt gang i frøsåningen.God aften Jette

    SvarSlet
  3. En skøn bænk, og når du sætter dig på den, så vil du mindes gode naboer!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det har du selvfølgelig helt ret i. Det vil jeg huske på.

      Slet
  4. Håber du bliver glad for dine nye naboer, det betyder en hel del.
    Fin bænk du fik dig.
    Dejlig med liv i kolonihaverne, der må være en særlig stemning, nu det hele går igang:-)
    Kan man få for mange georginer, det synes jeg da ikke:-)
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi forsøgte at skyde have-sæsonen igang d. 1. april, men virkeligheden er nok at den først rigtig begyndte i dag.

      Umiddelbart kunne man nok mene at man aldrig får for mange georginer, men når man ikke har potter nok til dem, og ikke bede nok at plante dem ud i, så nærmer man sig måske alligevel en usynlig grænse. Lige nu vil jeg nyde dem, men jeg kan allerede nu regne ud, at jeg skal nytænke vinteropbevaringen, hvis jeg skal have dem alle med til næste år også.

      Slet
  5. Hvor fedt md en "ny" bænk. Tillykke med den.

    Fik lige kigget lidt til mine georginer i dag...hm...synes der er temmelig meget "spindelvæv" som jo sikkert er svamp?!

    De fleste af knoldene er dog stadig hårde, så tror egentlig bare jeg skal tage mig sammen og få smidt dem i et par krukker. Det er jo ikke fordi jeg mangler jord ;) Har ca. 56 sække..!

    Jeg skal også aktionere i den kommende uge, er godt nok ved at være lidt træt af det, men det er DEJLIGT at mærke SAMMENHOLDET.

    Jeg tager dog ikke nogen "morgenvagt" i morgen, men "nøjes" med at tage hen i "konfliktbutikken" og sige davs til Bondo, der kommer forbi ;)

    Nå ja, vi skal så også planlægge ugens aktioner...haha.. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er skønt at være lockoutet! Og så tror folk at vi holder fri... Det er bestemt ikke min oplevelse. I den kommende uge har jeg ikke så mange aktiviteter. Vi trækker lige vejret og tanker lidt op.

      Georginerne har en utrolig evne til at overleve, så mon ikke du kan puste liv i dine igen. Har du dem i krukker hele sommeren? Min skal i jorden, når den er lun og god. Lige nu er det lidt for risikabelt, og jeg vil gerne se kraftige spirer på planterne, før de komme ud.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...