fredag den 19. oktober 2012

Efterårsoprydning i kolonihaven

Georgine
Selv om efteråret stråler i sine gule og røde farver, er der stadig blomster i min lille blomsterhave. Jeg holder skarpt øje med mine georginer, som jo gerne skulle op i tide til at overvintre hjemme i varmen i min kælder. Jeg har skrabet is på bilen en enkelt morgen (faktisk på min fødselsdag), men georginerne blomstre stadig, og har tilsyneladende ikke taget skade. Der er ikke så mange blomster som før, men de er stadig lige imponerende.

Dagens mission i kolonihaven var vinterklargøring på den helt store klinge. Drivhuset, som blev slemt skadet sidste vinter, har klaret sommeren med en hel del ekstra udluftning. Jeg satte glas i en del af det i foråret, men opgaven med resten blev udsat sæsonen igennem. Der synes hele tiden at være noget mere fornøjeligt at tage sig til i stedet for at sætte glas i. Jeg må indrømme at jeg virkelig ikke bryder mig om opgaven, og derfor har valgt at lade det vente. Nu er det tid til at få drivhuset tæt til den kommende vinter. Jeg håber at vejret vil være lidt mildere i år, for jeg kan næsten ikke bære endnu en kæmpe skade på huset. 

Jeg havde en del glas på lager, og gik til opgaven med en vis rutine. Værktøj, fugemasse, stumper, klude og glas blev fundet frem. Til min store glæde viste det sig at jeg havde en del brugbare ruder, som kunne sætte i igen. Det klarede problemet langs den ene side af huset, men da jeg kom til gavlen, var der ikke nok. Jeg endte i XL-byg, som fører drivhusglas i to størrelser, og altså også i min. Jeg indkøbte 3 ruder til ca. 50 kr/stk, og havde held med at få dem fragtet hjem hele. Da de var sat i, opdagede jeg til min ærgelse at de små ruder, som jeg ellers havde på lager, ikke passede i den sidste ramme i gavlen. Jeg mangler en enkelt rude, så der mangler altså stadig lidt, før jeg er i mål med projektet. Alligevel glæder jeg mig over at være kommet så langt. Jeg satser på at gøre jobbet færdigt inden ferien slutter. Jeg ved næsten ikke noget bedre en at afslutte et projekt, især ikke et lidt kedeligt et.
Drivhuset
Ud over at ordne glas i drivhuset har jeg også hygget mig med at rydde ud. Alle tomatplanterne er klippet ned og smidt ud. De ligger nu som bunddække i køkkenhaven. Til foråret fjerne jeg resterne, og så er jorden klar til at blive dyrket. Plantesækkene kommer samme vej. Jeg har allerede tømt de første to. Kasserne bruger jeg til vinteropbevaring af georginerne, så de skal tømmes og gøre rene inden den første frost. Der er stadig 4 kasser tilbage. Kommer tid kommer råd. 

Inden jeg kørte hjem samlede jeg krukker, potter, haveslanger, havemøbler og legesager ind. Med efteråret kommer også storme, og jeg har en ret åben have, så det gælder om at holde styr på alt det løse. Esthers sandkasse havde opsamlet en masse vand, så der måtte øses. Nu er legetøjet samlet ind og lukket inde. Flisen er lagt på. Det plejer at være tilstrækkeligt. Flyvende sandkasser og haveborde er drivhusets værste fjende.
Sandkassen
Der er stadig store mængder æbler på æbletræerne og rigeligt at tage sig til på dage med godt vejr. Jeg glæder mig til at komme ud igen. Lige nu står den på indendørs opgaver. Der er ikke noget så skønt som arbejdsferie!
Published with Blogger-droid v2.0.2

4 kommentarer:

  1. Så lykkedes det! :o) Håber du nød det, for mage til efterårsvejr skal vi da lede længe efter.
    Mange hilsner
    Trine

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, tak! Jeg nød det. Somme tider undrer det mig at jeg ikke kan huske hvor skønt det er der ude, når jeg sidder her hjemme. Jeg skal åbenbart der ud for at komme i tanke om at det bare er så dejligt at være i haven. Jeg må der ud igen i morgen!

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...