søndag den 8. juli 2012

Sommermorgen i Have nr. 1

Trampolin og rent sengetøj
Det stod ikke i instruktionen til trampolinen at den var velegnet til at tørre sengetøj på, men det er den. Jeg har kun et lille tørrestativ i haven, og selv om jeg har forsøgt mig med en paraply-model sidste år, så må jeg erkende at jeg sværger til klapstativet. Dog egner det sig ikke til sengetøj, og så er det jo godt at have en trampolin i baghånden. Godwin hjalp mig med at hænge op, og nød efterfølgende lidt skygge på trampolinen. Måske bliver det et hit for os alle.

Valmue
Sidste år såede jeg fine valmuer både i nr. 1 og i nr. 18. Det gave et rigtigt fint blomsterflor, så jeg besluttede at gentage successen. Derfor tog jeg en håndfuld frø af de flotteste eksemplarer, og spredte dem lidt rundhåndet i bedene. Resten af frøstandene fjernede jeg. Nu titter store valmuer op her og der, og sætter farve på haven. Jeg behøver vist ikke at gøre noget særligt ud af dem for at få dem igen til næste år.

Skovranke eller klematis
Jeg troede egentligt at det var en skovranke, som vedholdende insisterer på at bo på min terrasse, men nu er jeg ikke så sikker. En kort tur på nettet viste mig et udvalg af billeder af en plante med små og hvide blomster. Min har store blå-violette blomster, og selv om det ikke er stor fotokunst, er det vist til at se på billedet at der nok er tale om en klematis af en sort. Nu er spørgsmålet bare hvad for en. Hvis du har et bud vil jeg rigtig gerne høre det. Planten er utrolig vital og står med rødderne gemt under fliserne i belægningen. Jeg gør intet for at hjælpe den, ud over at føre den over til hækken, hvor den kan klatre op. Jeg har flere eksemplarer i haven, og i begyndelsen fjernede jeg dem af frygt for at de ville overmande ligusteren. Nu har jeg besluttet mig til at lade dem stå, og nyder at de pepper hækken op med et overraskende farveflor midt i alt det grønne.
Published with Blogger-droid v2.0.2

1 kommentar:

  1. Jeg tænker at det er en clematis - "the president".
    Har den selv i haven ved terrassen.

    Mvh Sandra.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...