torsdag den 22. marts 2012

Skurvognens ankomst

Skurvognen på vej over hækken.
Jeg har godt nok været noget bekymret for om det ville lykkes at få min skurvogn på plads i haven i dag, eller om jeg skulle til at udtænke en anden måde at få den ind på. I dag oprandt dagen for skurvognens ankomst til have nr. 18. Vognmanden kom i formiddag, og kunne straks konstatere at han ikke kunne komme ind i kolonien med sin kæmpe lastbil. Heldigvis var han nøjagtig lige så opfindsom, som jeg havde fået beskrevet, så han udtænkte hurtigt en anden løsning. Hurtigt koblede han trækkeren fra vognen, og hejste skurvognen op i luften. Med vognen hængende et par meter over jorden, fandt han balancen i lastbilen og trillede lige så stille ind ad grusvejen, hen til min have. Med havelågen åben kunne lastbilen sætte sit støtteben ud, og uden yderligere besvær satte han vognen ned på plads. Jeg er meget imponeret over hans indsats og kan varmt anbefale ham!

Da vognen stod på jorden, kunne jeg tage den rigtig i øjesyn. Jeg synes i det store og hele at den ser fin ud, selv om jeg sagtens kan få øje på en masse ting, som skal repareres, sættes i stand eller helt ombygges. Lige nu er jeg dog mest optaget af at finde en måde at få den ned fra sine hjul, så den kan lande på jorden, og ikke som nu rage så højt op. Det kommer sikkert også til at pynte i haven.

Jeg har haft en del gæster, som lige skulle se på sagerne, og de fleste har været positive og nysgerrige efter hvad der nu skal ske. Man må ikke have skurvogne i kolonien, så tanken er at den skal ombygges, så den ikke længere er en vogn, men bare et skur. Min min nabo på den ene side har allerede brokket sig. Utroligt at man ikke kan tillade andre at glæde sig over noget, uden at skulle påpege regler, som man i virkeligheden ikke har hverken forstand på eller myndighed over. Jeg må få lovliggjort mit hus ASAP, så der ikke er mere at komme efter. Og så skal jeg nok også holde op med at kalde den "skurvognen" og gå over til at kalde den "kolonihavehuset".

7 kommentarer:

  1. Waauw det ser ud til at være en stor operation, men en rigtig smart måde at få hus for små penge på. Jeg håber, at du snarest får lukket munden på 'nabobrokkerne' - måske et par altankasser under vinduerne ;-).

    SvarSlet
  2. Ja negative kommentarer kan man ikke bruge til noget. Måske een der er lidt misundelig?
    Det bliver spændende, at følge dit projekt, Rikke og alt mulig postiv vind i sejlene til dig....

    SvarSlet
  3. Da jeg var barn lærte jeg, at har man ikke noget positivt at sige skal man holde sin mund.
    Det ville din nabo have godt af at lære.
    Fedt med sådan et kolonihavehus, det rummer mange muligheder. Håber du snart kan få den af hjulene så du kan få lukket munden på ham den sure.
    Glæder mig til at se når du får lavet noget ved det.

    SvarSlet
  4. Tillykke med kolonihavehuset, skynd dig at få den på jorden så du ikke skal tænke på om du overholder foreningens bestemmelser. Ja det er spændende at have en koloni, det kan være en udfordring at få noget leveret pga. de smalle veje. Spændende at følge hus projektet.

    SvarSlet
  5. Super cool at du havde en så kreativ chauffør til at levere dit HUS. Der er vist noget med, at du har en kreativ bror, så måske han skal på banen ifm. forvandlingen fra vogn til hus.

    Hvordan er huset indrettet indvendigt? Er der køkken?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har faktisk sat min lid til brormands hjælp. I hvert fald til et par af de mere tunge opgaver, og som konsulent på det byggetekniske. Han er en travl mand, men vil sikkert gerne hjælpe lidt en gang i mellem.

      Huset har et lille vindfang, hvor jeg vil gøre plads til lidt køkken. Resten af huset er et stort rum med et par køjer på bagvægen. Jeg kommer til at gøre lidt ved beklædning og tapet på den ene væg, og så skal der noget på gulvet. Jeg overvejer stadig hvad.

      Slet
    2. Mht. gulvet skal det jo nok være noget der er nemt at holde og måske også virker isolerende.
      Jeg tror du kan google, hvad der er bedst. Mener at fx vinyl er bedre end kork....værd at undersøge.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...