onsdag den 21. marts 2012

Forår for alvor


Jeg har gået og nynnet på Benny Andersens melodi om foråret hele dagen: Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter. Desværre kunne jeg ikke huske stort mere end disse 2 linjer og så ...men når forårssolen skinner blir jeg glad! Resten kunne erstattes med en brummelyd og gav en fin lydkulisse til mit havearbejde.


Da jeg kom i haven her til morgen blev jeg også glad. Min meget flinke og hjælpsomme nabo Jeppe havde gravet de sidste af mine pilebuske op, og jeg behøvede bare at finde riven frem, for at jævne grunden til mit hus, som kommer i morgen. Tak for hjælpen! Alt det graveri har allerede kostet mig et par gode gamle støvler, som ikke lige havde såler til opgaven. Jeg tror nu alligevel at jeg vil bruge dem med huller i bunden når det er tørt i vejret og føret. Der er bare noget rart ved fodtøj, som kender ens fødder.


Vejret har været fantastisk, og jeg fandt derfor bænken frem fra gemmerne. Der er ikke noget så skønt som når man for første gang på året oplever at solen har magt til at varme kroppen. Jeg tog mig god tid til at sidde på bænken og nyde udsigten, slibe på mit segl og mærke varmen. Hvis det segl nogen sinde skal skære noget som helst, kommer jeg nok til at slibe på det noget længere. Det er lidt af en opgave, men meget hyggeligt. Seglet er en julegave fra min bror. Han har rigtig hygget sig med at få det med igennem lufthavnen fra Sankt Petersborg, og jeg glæder mig til at tage det i brug.


Årets pilehøst er nu sorteret og ligger i to dynger på græsset. Der er stor forskel på kvaliteten, og jeg har valgt kun at beholde den ene sort. Der er sat 10 planter til side i køkkenhaven, og jeg overvejer stadig hvor de bedst kan stå på lidt længere sigt. En have helt uden pil er utænkeligt for mig.


Koloniens nyeste haveejer kom forbi for at hilse på. Hun viste mig rundt i sin have og fortalte om alle sine spændende projekter. Hun går virkelig til den, og jeg glæder mig over at se al den energi, som hun læger i sin have. Hun havde i øvrigt lige en stak fliser, som hun gavmildt delte ud af, så nu har jeg nok til at lægge under mit hus. Det er altid godt at kunne bytte med noget, så jeg forærede hende et par pilegrene med potentiale til at blive til træer. Jeg håber at hun får helt med projektet.


Min krop fortæller mig at jeg skal tage den lidt med ro i haven, men hele min indre havenusser skriger for at komme i krig med stauder, som skal klippes ned, blade, som skal rives sammen, roser, som skal beskæres, ruder, som skal udskiftes og mange mange andre haveprojekter, som bare venter på at blive ordnet. Det er skønt at havesæsonen nu for alvor har bidt sig fast. Måske får vi endda også snart vand i hanerne igen. Der skal nok bliver noget at blogge om i den kommende tid.

1 kommentar:

  1. Det lyder som en skøn og fantastisk dag i haven. Jeg har desværre ikke haft tid til dette idag, men håber vejret holder resten af ugen :)
    Glæder mig til at følge dit nye "hus". Rigtig spændende synes jeg :)

    Mvh Sandra.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...