onsdag den 20. oktober 2010

Efterårsferie

 
Jeg tvang Godwin til at tage med i haven idag. Vejret var, trods forudsigelser om det modsatte, helt fint, og jeg synes at han trængte til lidt frisk luft.

Godwin slog græsset for at tjene en skilling, og efterfølgende samlede han, nødtvunget, en fin reol i drivhuset. Det var ikke så let, som man skulle tro, men ved fælles hjælp har jeg nu flere hylder at sætte såbakker på. Jeg håber at få tid og ro til at så staudefrø i ferien. Nu må vi se. Esther er ikke så god til at hygge sig alene i haven, så det kniber lidt med at få ordnet diverse opgaver. Helst vil hun være på armen eller holdes i hånden. Jeg håber at hun snart vokser fra det, så vi kan hygge os med hvert sit.

Jeg fik en dahlia i fødselsdagsgave. Den står stadig flot i drivhuset, selv om termometeret vidnede om at frosten også har været der inde nu. Jeg er spændt på om jeg kan få den til at overleve vinteren. Asger har givet mig lov til at sætte knoldene i en lille kasse i hans frostfri udhus. Hvis det ikke lykkes, køber jeg måske en ny til foråret. De bliver så imponerende flotte. Jeg er stadig lidt lun på sådan en ponpon-sort.

Det er godt at vide at der er tørt og læ til lidt mere havearbejde, selv om der er udsigt til regn og rusk. Jeg er bare så glad for mit drivhus.
Published with Blogger-droid v1.6.3

1 kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...