lørdag den 24. april 2010

Vi knokler

Hvor er det godt at have havehjælp. Kirsten er mig en stor hjælp, og i denne uge har vi været i haven flere gange. Dog satte sygdom og dårligt vejr igår en stopper for aktiviteten. Mon ikke det også var meget godt for os begge. Man bliver jo øm af det uvante arbejde.

Idag er vejret skønt, så vi lagde hårdt ud og drog afsted ved 9-tiden. Først en tur i Jem & Fix for at købe et hjul til den trillebør, som jeg har fået af Tue og Kristina. De handler desværre ikke med hjul uden bør, så vi måtte krydse vejen og gå i XL-byg i stedet. Der kostede et hjul mere end en helt ny bør incl. hjul, men nu havde jeg jo en bør, så jeg smed 250 kr efter et hjul. Da vi kom tilbage til haven, konstaterede vi dog hurtigt at bolten til det nye hjul ikke var foreneligt med hullet til montering. På den igen, denne gang i modsat retning. Først XL-byg og hjulet retur, så Jem & Fix og en helt ny bør med hjul indkøbt. Tilbage i nr. 18 blev den hurtigt samlet og taget i brug. Nu er der bare tilbage at finde et nyt hjem til den første bør.

Drivhuset er ankommet, og er ikke til at flytte ud af flækken. Kasserne er tunge og ikke lige til at tumle. Vi har samlet fundamentet for at få en fornemmelse af husets størrelse. Det er godt nok stort. Samme observation gjorde flere af naboerne, som helt ugenert kigger ind over hækken og holder øje med stort set alt, hvad der sket. Kirsten tog hurtigt fat på at grave ud til fundamentet, og trillebøren kom i brug. Imedens tog jeg mod til mig, og gik igang med at klippe roser. Det er vist en hel videnskab, men jeg nøjes med at bruge de enkleste råd fra diverse bøger, og håber at jeg ikke får skamferet dem helt.

I eftermiddag komme mor og ser min have. Jeg glæder mig til at vise den frem. I grunden lidt underligt at man kan blive så stolt og glad for en lille bid jord med et gammelt skur på. Måske er det fordi det er min lille bid land og mig der former den.

1 kommentar:

  1. Vær lykkelig en dag: gift dig, vær lykkelig et liv, få en have. Sikkert ikke helt korrekt citeret, men nok ikke helt ved siden af. Her nyder jeg også at have have uden dog at åbne hverken bøger eller søge råd nogensteder.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...