lørdag den 17. april 2010

Pil


Da jeg forleden googlede "pilestiklinger", fremkom der som en af de første på listen en mand i Sorø. Det passede mig fint, og jeg skrev og bestilte stiklinger og plastfolie. Til alt held havde han alt hvad jeg ønskede mig, og her til morgen kørte jeg ud og hentede varene. Formiddagen var ikke til havebrug, men ud på eftermiddangen tvang jeg sønnen med i haven, dels til at underholde den lille i barnevognen, og dels til at give en hånd med plastikfolien, som kan være ret uregerlig i vinden.

Det var hårdt arbejde at grave render til folien, men det betaler sig at gøre det grundigt. Jorden i min have er ganske fortræffelig, så jeg kultiverede den let, rev det hele grundigt og lagde så folie ud. Drengen hjalp til med at få det på plads, og holde det der. Det kunne let kombineres med et lille hvis på den lune overflade.

Nu har jeg plantet ca. 73 pilestiklinger i 3 forskellige sorter; Alba (Salix Alba vitellina britencis), Black Maul (Salix triandra), Rød americanna (Salix Fragilis Americanna). Pilemanden inspirerede mig til at blande sorterne i min lille plantage, så nu står de imellem hinanden, og vil forhåbentlig supplerer hinanden fint. Jeg glæder mig helt vild til de begynder at skyde. Det er lidt sent på sæsonen til at sætte dem, så jeg håber lidt på gode vejrforhold; lidt regn og varme.

Naboen har allerede været inde og se på projektet. Det er jo ikke en helt almindelig køkkenhave, som tager form bag hækken i nr. 18.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...