søndag den 27. april 2014

Perfekt havevejr og lidt for mange andre ting i kalenderen

Jeg ville ønske at weekenderne på denne årstid havde en ekstra dag, for med skønt vejr kommer også lysten til at tilbringe en masse timer i haven. "Desværre" har vi i min familie været "ramt" af rigtig mange familiefester på det seneste, og selv om det naturligvis er glædeligt, så har det da stået lidt i vejen for mit havearbejde. I denne weekend er det derfor kun blevet til 2 halve dage i kolonihaven.

Selv om tiden ikke helt slår til, så er vi alligevel kommet rigtig godt igang med at gøre haven klar. I denne weekend har Esther og jeg sået i køkkenhaven. Vi har et storartet samarbejde, som går ud på at jeg laver render og peger, og Esther lægger frø i jorden. Hun er super god til at snuppe selv ret små frø, og fordele dem fint på rækker. Måske er alt hendes arbejde med perleplader ikke helt spildt alligevel. Vi skal kun have en enkelt bed med enårige afgrøder, og nu har vi sået majs, græskar, solsikker og hirse. Så kan der blive lidt til både os og fuglene (helst dem i buret).

Her kommer en lille kavalkade af havebilleder fra en skøn søndag i det grønne.

Esther i labyrinten
Arbejdet med at klippe græsset imellem hækplanterne i labyrinten er næsten færdigt, og det pynter. Esther hygger sig med at storme rundt i cirkelgangene, og labyrinten gør stadig stor lykke. Jeg glæder mig til at den springer helt ud. i år skal den klippes for første gang. Det bliver sjovt, når den lukker lidt mere til.

Pæoner på ny plads
Med bævende hjerte har jeg flyttet et par gamle pæoner, som stor et sted, hvor de slet ikke kom til deres ret. Jeg er meget spændt på om de vil trives på den nye plads, og klar over at de slet ikke bryder sig om at blive flyttet. Sammen med de gale planter har jeg sat 3 nye, som stod i potter. De oplever sikkert flytningen som en befrielse, så om ikke andet kan de jo fylde bedet ud.

Køkkenhaven
Esther på sin elskede løbecykel
Græsset trænger til at blive slået, men naboerne havde gæster, så jeg udsatte den lille opgave til en anden dag. Det er jo ikke meningen at man skal generer hinanden med motorlarm, selv om man gerne "må". Rabarberplanterne har allerede sat deres første blomsterstande, og bladene står store og fanger lys. Jeg er vild med den frodighed, som de hvert år præsterer.

Aspargesbedet
Jeg har sat nye planter i hullerne i rækkerne, og nu begynder bedet at ligne noget. De gamle planter har et fint forspring, og har sat en fin rækker grønne skud. Igen i år nænner jeg næsten ikke at høste af dem, men jeg brækker dog somme tider en enkelt stok af og guffer i mig på stedet. De smager bare så skønt på denne årstid. Jeg holder øje med et par planter, som måske kommer igen. Hvis de ikke snart sætter et par spirer, bliver også de erstattet af nye. Jeg har stadig 5 små planter i en bakke tilbage.

Æbleblomster
Æbletræerne er lige ved at springe ud nu, og de skal bare nydes. Jeg tager denne slags billeder hvert år, og jeg ved godt at motivet er det samme om og om igen. Alligevel får du lov til at se det igen, for det varer så kort og er så fint.
Frølageret
Jeg behøver stort set ikke at købe frø i år, for jeg har et imponerende lager af frø fra tidligere. Der skal nok være en del af dem, som har mistet spireevnen, men mange kan nok godt lokket igang. Derfor sår vi dobbelt ud og håber at fylde rækkerne godt op alligevel.

Have nr. 18
Inden jeg kørte hjem tog jeg dette billede. Jeg holder af disse oversigtsbilleder, som gør det let at sammenligne fra uge til uge. Denne gang kan man faktisk godt fornemme labyrinten, og det kan jeg godt lide. Somme tider har den bare set rodet ud, og mange har svært ved at forstå hvad alle de hække skal midt på græsset.

Jeg håber på at det fine forårsvejr holder; stille regn om natten og dejlig varme om dagen. I denne uge må jeg i haven på en hverdag og få skik på græsset. Det skulle jo nødig løbe helt fra mig.

1 kommentar:

  1. Hej Rikke
    Skønne stemningsbilleder fra din have. Jeg stemmer helt klart også for en ekstra weekend dag, det er ikke let at nå det hele, men heldigvis har vi nu også de fine aftener vi kan nyde ude i haverne ;)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...