lørdag den 14. september 2013

Lørdagens småprojekter

Min gevinst
Hele ugen har jeg glædet mig til at hente min gevinst på planteskolen. Det er svært at få tid på hverdage, hvor undervisning, møder og børn tager det meste af min tid. Derfor måtte jeg vente til i dag, hvor vi alle 3 har fri. Esther og jeg trillede St. Ebberup, hvor planteskole-damen (som sikkert har et navn) godt vidste hvem jeg var, da jeg trådte ind ad døren. Hurtigt fik hun samlet min præmie på en vogn, og sikke et læs. Der er 2 blåbærbuske af forskellige sorter, en rabarberplante, en rød hyld, 3 hindbærbuske af 2 sorter, en stikkelsbærbusk, en solbærbusk, en ribsbusk, og en bakke med jordbærplanter. Måske har jeg glemt en enkelt i skyndingen. Hele samlingen er nu sat af i kolonihaven, hvor de må være lidt på depot, ind til jeg får lavet en god plan for dem. Jeg overvejer kraftigt at tage en del af dem med hjem til Have nr. 1, hvor vi næsten ikke dyrker noget spiseligt i forvejen. Mere herom senere.

Vin, Regent
Jeg må indrømme at jeg er langt bedre til at lægge planer end til at få dem gennemført. Derfor har der længe stået en potte med en vin forman mit hus. Planen var at at den skulle stå op ad husmuren ved hoveddøren, og med tiden dække store dele af muren. Jeg satser på både hygge og druer. Planten har stået i sin potte siden sidste år, og jeg var næsten sikker på at vinteren havde taget den, men i foråret sprang den ud med fine blade, og nu har den 3 kraftige grene, og fortjente faktisk at komme i jorden. I dag skete det så. Den er sat i hjørnet bag skraldestativet; en ikke særlig attraktiv ret tør plads med kun lidt grusblandet jord og en hel del skygge. Tanken er at den skal vokse i hjørnet og strække sine lange ranker ud i solen over skraldestativet og hen over døren og vinduerne. Jeg håber at den kan tåle mosten, og satser på at den er rustet til smalkost fra naturens hånd. I lyset af hvordan den har taklet det, som jeg ind til nu har budt den, skal det nok gå.

Sankthansurt foran postkassen
Et andet planteprojekt, som dog ikke har været så længe under opsejling, er udplantningen af den sankthansurt, som jeg købte på loppemarked i sidste uge. Den har klaret sig i sin pose siden den kom hjem, og hvis jeg skal gøre mig noget som helst håb om at den vil overleve, skal den vist passes godt i den kommende tid. Nu står den foran min postkasse og fylder godt op i den lidt tomme del af gavlbedet. Jeg håber at den får godt fat, og glæder mig til at se den sætte en fin tæt tue af grågrønne blade til foråret. Jeg har overvejet at klippe den ned, for at give den fred til at sætte rødder, men jeg tør ikke rigtig, for den har store dele af sig lager af vand mm. i de tykke blade.  

Plantepost fra Marianne
Og nu vi er ved postkassen, så se lige hvad den rummede forleden dag: endnu et skønt plantebrev med drejeblomster. Det er den hvide variant, som Marianne fra blomster, dyrene, livet og alt det der :) har sendt mig. Tusind tak! Jeg har allerede plantet stiklingerne ud i et par potter, som står på lager i haven. Til foråret skal der sættes drejeblomster ud i flere af mine bede. Jeg har allerede plantet de 3 planter, som jeg oprindeligt købte på planteskolen, og ved siden af dem skal de hvide bo. Det skal nok blive godt. Måske går der ikke så lang tid før jeg også kan dele ud af stiklinge til andre, som trænger. Det glæder jeg mig til.

7 kommentarer:

  1. Hej Rikke
    Sikken flot præmie, du har fået nu skal der rigtigt høstes til næste år.
    Din Sankthansurt, skal nok klare den. Jeg har haft plantet nogen der har haft det meget værre end din, og de strutter med blomster i år.
    Det er spændende med din vin, men du har jo hærdet den godt så mon ikke den klarer sig.
    Kan du have en fantastisk weekend.
    Mange hilsner fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda
      Tak for de opmuntrende ord om mine nyplantninger. Jeg håber at vi begge får ret, for Have nr. 1 har bestemt brug for flere frodige planter.

      Slet
  2. Ihhh hvor herligt... skøn skøn præmie. Spændende om du næste år kan høste stort af det hele - det kunne være rigtig lækkert.
    Også de små stiklinger... elsker den slags. Spændende at se dem vokse.
    Rigtig god weekend.
    Hilsen fra Susan

    SvarSlet
  3. Sikken en masse dejlige spiselige ting du har fået i præmie :) tillykke!
    Jeg er glad for du har fået blomsterne.
    KH
    Marianne

    SvarSlet
  4. Det var da en fantastisk præmie - kan godt forstå, at du har glædet dig hele ugen. Hvordan har du vundet den?

    Og pakkepost med planter er en herlig ting. Jeg har netop selv i dag hentet en dejlig bytte-planter-pakke på posthuset med alskens lækkerier i :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vandt præmien i en konkurrence på min planteskol i anledning af havens dag. Jeg plejer ikke at have held med den slags, men denne gang var der bid.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...