torsdag den 18. juli 2013

Kolonihave-ferie-overnatning

Med en venligt skub fra en blogger og en utålmodig Esther ved min side, fik vi endelig taget os sammen til at overnatte i haven. Det krævede bare at jeg fik gjort Esthers seng helt færdig, så sidst på eftermiddagen, da den varmeste tid var overstået, tog vi fat på de sidste detaljer; stige og sengehest. Jeg har selv lavet væggen, og ved lige hvor den kan bære en stige, og hvor den bestemt ikke kan. Derfor har jeg måtte tænke kreativt, og det er blevet til denne lidt utraditionelle løsning.

Esthers nye stige
Stigen består af 3 små ben, af den slags, som man kan sætte under komoder eller reoler. De er valgt fordi de har 4 skruehuller og kan sidde godt og sikkert i væggen. Jeg overvejede også at bruge hyldeknægte eller dørstoppere, men ingen af delene ville egne sig. Denne løsning virker rigtig godt, og selv om det kræver lidt øvelse at komme op og ned til sengen, er Esther allerede ret god til det, og klarer det hele uden hjælp.

Esthers stige
Som du kan se har sengen også fået en sengehest, så nu kan man ligge trygt uden at trille ned. Jeg var alligevel lidt urolig for spunken, for hun sover ret uroligt, men det gik fint, da hun langt om længe faldt i søvn. 

Esther og smølf i sengen
Jeg brugte ventetiden på at læse blade og havebøger i petroliumslampens skær. Det er lidt mere besværligt end el, men meget meget hyggeligt.

Petroliunslygte

En af de skønneste ting ved at overnatte i haven er at kunne nyde haven tidligt om morgenen. Det blev ikke super-tidligt, for vi sov godt og ret længe, men tidligt nok til at mærke det dugvåde græs og se haven vågne op to folde sig ud. Det kan godt være at der er ukrudt og bunker, men hvor er der også bare hyggeligt i Have nr. 18, og det er altså det vigtigste, hvis du spørger mig.

Have nr. 18 set fra skyggen under æbletræerne
Nu er vi et smut hjemme for at blogge, bade og hente alt det, som vi har opdaget at vi mangler i haven. Lidt senere pakker vi sammen igen, og drager ud i det grønne. Det skal blive skønt at komme der ud igen, for hindbærrene er blevet modne, jordbærrene giver stadig lidt og der er lunt vand i vandkassen. Det skal nok blive hyggeligt.

3 kommentarer:

  1. Sådan ;-) Godt at høre, at I nu med succes er rykket i kolonihaven. Og det er nemlig morgenerne, der er så skønne i haven. Og aftenerne, hvor man trisser rundt og ved, at man ikke skal ud i bilen og køre hjem i lejligheden.

    SvarSlet
  2. Det ser hyggeligt ud, jeg kan godt forstå, at I nød det og vil fortsætte derude.

    SvarSlet
  3. Godt du fik et lille skub, pyt med ukrudt og bunker, de er også med til at skabe atmosfære ;o)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...