lørdag den 8. juni 2013

Herlig havedag i stresset tid

Lupiner
Se hvilket syn, som mødte mig i haven i dag! Jeg er ret vild med lupiner. De vokser så fint med kraftig bladvækst i bunden og imponerende spir med blomster. Jeg bryder mig ikke om blomster med "bare ben", og synes næsten at det kan tage glansen helt fra ellers fine stauder. Lupiner står så fint alene, og mine står og dækker lidt for det kedelige mellemrum under mit hus. Jeg håber at de får lyst til at så sig selv eller at komme igen til næste år, for de passer lige ind i have.

Rød hyld
Jeg har tidligere fortalt om min røde hyld; altså den oprindelige, som jeg plantede for nogle år siden. Desværre gik den ud, og nu har jeg indkøbt en afløser til den. Denne gang har jeg fået fat i en ret stor plante, som allerede er i god vækst. Den stod i en lille 5-liter potte, og allerede dagen efter indkøbet, stod den og hang med bladene. Det så faretruende ud, og jeg fik hurtigt vandet den godt. På planteskolen fortalte gartneren, at hylden er meget følsom over for tørke, og jeg må nok indstille mig på at vande den ret ofte her i begyndelsen. Nu er den plantet ud. Den står på en lille plet uden græs, for den har brug for alt vandet, og vil ikke dele med græsset. Med lidt held og min dyrt købte erfaring inden for hylde-dyrkning skal jeg nok få den til at trives.

Til min store overraskelse opdagede jeg at den gamle plante faktisk ikke var helt død. Den havde sat et par spæde skud helt nede ved jordoverfladen. Derfor er den nu blevet plantet over i køkkenhaven, befriet for alt det visne og vandet godt igennem. Hvis den tager fat og tåler omplantningen, kan jeg nok finde en ny plads til den. Lige nu kan den stå næsten hvor som helst, for der er ikke ret meget tilbage af den.

Artiskok
I sidste weekend var Esther og jeg på plantemarked på Alstedgaard. Vi kom hjem med et par planter til køkkenhaven. Jeg er altid på jagt efter nye og spændende afgrøder, og nu vil jeg så forsøge mig med artiskokker. Faktisk har jeg aldrig smagt denne delikatesse, så måske kan jeg tage hul på den fornøjelse med avl af egen køkkenhave. Nu må vi se om jeg kan få skidtet til at gro. Efter sigende skulle det blive en stor og flot plante, som jeg glæder mig til at dyrke.

Vi købte også andet end planter på markedet. Esther faldt for en samling af meget farvestrålende fuglekasser, og vi måtte da have en med hjem. Der viste sig at være et højere formål bag kasserne, som sælges som samlesæt til fordel for udviklingsarbejde i Afrika. Sådan et tilbud kan jeg jo ikke få forbi, så vi kom hjem med et byggesæt. I dag har vi skruet den sammen, og her ser du resultatet.

Fuglekasse-samlesæt
Esther og fuglekassen
Nu er kassen skruet sammen, men desværre havde vi ikke maling til at dekorerer den med. Det må vi se at få skaffet, for Esther er meget optaget af at den skal være blå og med tegninger uden på. På markedet så vi en samling af meget flotte eksempler på fuglekasser malet i alle regnbuens farver. Det skal blive sjovt at forsøge at gøre dem kunsten efter.

I drivhuset vokser og gror det. Jeg har ikke tidligere haft det store held med at dyrke agurker, men i år har jeg skiftet taktik, og har valgt at købe mine planter på planteskolen. Tidligere har jeg sået mine planter selv, men i år droppede jeg metoden, for at få planter med et godt forspring. Jeg har to sorter, og begge ser ud til at trives i deres plantesække. De første agurker er allerede på vej, og jeg glæder mig til at smage på dem.

Mini-agurker 
Endnu en afgrøde ser ud til at trives i drivhuset i år. Det drejer sig om basilikum, som jeg ikke tidligere har været så heldig med. En dag hørte jeg, at de trives under de samme forhold som tomater, og så tænke jeg, at de måske også ville trives i plantesækkene. Derfor såede jeg dem ud i en bakke, og plantede totter ud i plantesækkene. Der får de rigeligt med vand og ikke så meget sol. Det ser ud som om de trives både sammen med agurker, tomater og peberfrugter. Det er da ren win-win, når man kan dyrke noget under alt det høje, og på den måde udnytte pladsen. Og så spreder de den mest fantastiske duft i hele drivhuset, hvis man kilder dem lidt under bladene.

Basilikum under peberfrugter
Projekt bønne-tipi, som altså intet religiøst islæt har, vokser. Nu er det andet bed gravet ud og plantet til. Ud over bønnerne står der solsikker, mexikansk solblomst og tagetes. Jeg håber at bedet vil vokse til med gule og orange blomster i mange højder. Nu mangler jeg bare stokkene, som skal bære bønnerne. Heldigvis har Henning lovet mig at jeg må få nogen fra hans have. Det glæder jeg mig til.

Tipi-bedene plantet til
Måske har en enkelt opmærksom læser bemærket at der er temmelig langt imellem indlæggene for tiden. Det skyldes at jeg er ualmindelig presset for tiden. Jeg går til eksamen, har elever til prøve i flere fag og har også været ude som censor. Det er en lettelse hver gang jeg kan sætte hak ved endnu en opgave vel overstået, og jeg arbejder næsten fra opgave til opgave uden overskud til at hæve blikket og se det større billede. Heldigvis vokser mængden af hakker samtidig med at ferien nærmer sig. I år kommer ferien ikke kun som et velkomment afbræk, men som et helt nødvendigt åndehul. Jeg planlægger at tilbringe en stor del af den i kolonihaven, hvor jeg kan holde helt fri. Det skal blive godt at komme der til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...