Efter regnen...

Der er ikke meget havetid i en almindelig arbejdsuge. Hverdagene er tæt besat med arbejde, børn, husholdning og studie. Jeg forsøger så også at få tid til bestyrelsesarbejde, vennekreds, havearbejde og bloggen naturligvis. Det hænger ikke altid lige godt sammen, og lige for tiden er der tryk på, for jeg har netop kastet mig over en ny eksamensopgave. Den skal jeg bruge den kommende uge på at skrive, og det betyder at jeg kan holde mine pauser i haven i stedet for på lærerværelset. Det glæder jeg mig faktisk helt til, selv om der nok ikke bliver ret mange eller lange pauser.

Jeg var nød til at tage i haven i dag. Det har regnet og regnet, og mit græs trængte allerede til en klipning inden himlen åbnede sine sluser. I dag blev jeg mødt at en græsmark klar til hø-høst. Sikke en spurt! Heldigvis har René fra nr. 53 tryllet med min plæneklipper, så den startede nogenlunde planmæssigt, og græsslåningen var hurtigt overstået. Det pyntede virkeligt.

Altankasse med pelargonier og lobeliaer

Tilbage stod lidt udplantnings-opgaver fra forleden, hvor regnen sendte os hjem. Altankasserne har længe stået tomme i drivhuset, og planter klar i potterne. Nu er det hele kombineret i fine sammenplantninger, og jeg er ret godt tilfreds med resultatet. Desværre er jeg ikke så tilfreds med altankassebeslagene, så kasserne er ikke sat op endnu. Jeg må se om jeg kan finde nogle bedre beslag, for dem, som jeg har, får kasserne til at hænge slapt krængende ud fra huset. Kasserne kommer til at ligne skibe i havsnød, og det duer altså ikke. I stedet er kasserne sat til at pynte på mit plantebord. Man må jo få lidt glæde af dem. De er plantet til med pelargonier, som jeg har formeret fra min moder-plante. Den har lagt grene til 10 fine stiklinge, som har stået i rootrainers og sat rødder. Nu skulle jeg gerne få 10 blomstrende planter med samme farve. Det skal nok blive fint. Imellem pelargonierne har jeg plantet lobelia. Der var ikke helt nok i kassen fra planteskolen, så den ene kasse fik lige et par tallerkensmækkere som erstatning. Det passer mig ikke helt, men det kan ikke altid blive lige som man vil have det. 

I drivhuset har jeg plantet en enkelt pelargonie i det ophæng, som jeg købte på loppemarked forleden. Det ser lidt hyggeligt ud, men passer ikke helt ind. Måske vænner jeg mig til det. 

Pelargonie i drivhuset

Det er ikke kun græsset, som er vokset kraftigt i mit fravær. I drivhuset har alle de planter, som har haft vand nok, vokset også. Det gælder også for de bønner, som jeg har sat til forspiring. Jeg må vist se at finde tid og materialer til det tipi-projekt, som de skal bruges til, for de er ved at vokse ud af kassen. Frodigt ser det ud, og jeg håber at de vil trives lige så godt på deres kommende plads ude i vejret.

Forspiring af stangbønner i drivhuset

Jeg er glad for at jeg blev færdig med at fylde planter i plantesækkene i drivhuset, for de har virkelig forstået at udnytte den pludselige varme. Især er tomatplanternes vækst imponerende. Man kan næsten se dem gro. Hvis jeg sammenligner planterne i sækkene med dem, som stadig står i de små potter, er der milevid forskel. Det er næsten ikke til at tro at de har fulgtes ad i begyndelsen. Planterne i sækkene er mere end dobbelt så høje, meget kraftigere og med langt flere blade. I dag har jeg fjernet sideskud på dem alle, og det var ikke småting, som de havde sat. Hvis de sætter tomater med samme iver, lover det godt for høsten.

Drivhuset sidst i maj

I køkkenhaven er det også sket ting og sager. Alle kartoflerne er nu oppe, og jeg har hyppet dem for første gang. Jeg lægger dem i et fladt bed, og hypper dem først, når de er godt oppe. Derved sikre jeg mig at læggekartoflerne ikke ligger og tørre ud i de høje rækker. Jeg ved at mange lægger dem i højene fra begyndelsen, men jeg foretrækker denne metode fordi den er let og effektiv. Hvordan gør du og hvorfor?

Kartofler efter første hypning

Jeg har holdt skarpt øje med mit aspargesbed, og må vist efterhånden indse at ikke alle planter har overlevet vinteren. Det er jeg naturligvis meget skuffet over, men der er ikke så meget at gøre ved det. Der er en del huller i rækkerne, og en del af planterne er kun ganske små. Faktisk er der meget stor forskel på planterne, og medens nogle står med skud på op imod ½ meter, er andre stadig kun så store som græsstrå. I år høster jeg ikke på dem, men lader dem beholde den smule top, som de sætter. Jeg håber at lidt flere titter frem, men jeg må nok indse at der skal produceres et nyt hold småplanter. Det var heldigvis ikke så svært, men det tager skrækkelig lang tid før de bliver store. Jeg må på den igen.

Hane

Jeg ville så gerne have haven fyldt med finurlige sager, som man kunne gå og nyde. Gerne kunst og meget gerne utraditionelt. Desværre er jeg hverken rig nok til at købe eller kreativ nok til at producere. Dertil kommer at vi før har oplevet tyverier af havefigurer, så man har ikke lyst til at bruge for mange penge på den slags. Med alt dette i mente har jeg investeret i denne skønne have-hane. Den står nu og pynter op i køkkenhaven, som på denne årstid sagtens kan bruge lidt pep. Esther synes at den er sjov, og hun har valgt at den skal stå og passe på gulerødderne. Det er dog hurtigt overset lige nu, hvor enhver vækst i den butik må formodes at foregå under jorden. Måske vil den gale når toppene kommer op, hvem ved?!!

Rabarberhøst

Lad mig lige slutte af med et høstbillede. Jeg har trukket en portion rabarber i dag. Flotte ser de ud, så nu må jeg i køkkenet. Jeg så rabarber i et supermarked forleden, og kunne let regne ud at jeg ejer en guldgrube. Det er da en af de ting, som det kan betale sig at dyrke selv. Og så er det så snyde-let at man næsten ikke kan gå galt i byen. Hvis du ikke allerede har rabarber, så skynd dig at plante dem.

Vi tog græsslåmaskinen med hjem. Faktisk gik vi hjem med den, som var den en klapvogn. Nu har den tygget sig igennem vegetationen i Have nr. 1. Jeg har vist forsømt den lille have, og græsset var løbet helt fra os. Det var aldrig lykkedes mig at få håndskubberene til at tage det, så det var udflugten værd. Nu har jeg afleveret klipperen, hentet bilen, og er klar til den sidste indsats på min opgave. Det føles som om jeg har udrettet noget i dag. Det er en god fornemmelse.