torsdag den 25. april 2013

Havearbejde og forårsoprydning

Hvidplettet lungeurt
Haven er mit fristed; mit tænkested, og i dag havde jeg virkelig brug for et tænkested, for morgenen igennem fulgte jeg med i regeringens indgreb i lærer-konflikten på News. Ved 11-tiden havde jeg fået nok at tænke over, og jeg drog i haven. Det var lige den kur jeg havde brug for, for jeg har slet ikke tænkt på lockout hele resten af dagen. Jeg har nemlig tænkt havetanker og fået en masse fra hånden.

Tomaterne er flyttet hjemmefra. Nu har jeg ikke flere bakker her hjemme, og det passer mig rigtig godt. De små planter står nu i deres tørvepotter og vokser i drivhuset. Når de har fået godt fat under de nye forhold, skal de i plantesække. Det plejer at sende dem til vejrs med lynets hast. Nu er mine zink-bakker fyldt med potter og bakker, og heller ikke der er der plads til mere. Jeg må finde en alternativ løsning til de ærter og bønner, som jeg endnu ikke har sået.

Havens gøremål har en sjov tendens til at stå i kø bag hinanden. Somme tider går jeg helt i stå, fordi en kedelig opgave står forrest og spærre for alle de andre. Sådan har det været lidt i køkkenhaven, hvor de lange afklippede grene fra brombærbuskene har ligget og flydt. De skulle væk for at give plads til oprydning i højbeden. Jeg fik pakket alt afklippet i kvashegnet, som nu ikke kan rumme ret meget mere. Jeg overvejer at  opfinde et system til at holde grenene på plads. De har det med at poppe op igen, når hegnet er fyldt til toppen.


Med grene af vejen, kunne jeg luge i køkkenhaven. Det er næsten ingen sag, for vinteren igennem har bedene været dækket af gamle afgrøder, som har holdt jordens mikroliv beskæftiger. Klargøring bestod derfor hovedsageligt i at fjerne dette års ukrudt og rive gamle toppe sammen. Det var hurtigt klaret. Jeg graver aldrig haven i dybden, for det er tilstrækkeligt at kultiverer jorden, når man i øvrigt ikke træder på den.

Kompostsystemet: færdig kompost til venstre, planterester til højre.
Efter oprydningen stod den på kompost. Den færdige kompost blev fordelt i køkkenhavens bede. Det er lidt hårdt arbejde at grave det hele ud af kasserne, men det er en fornøjelse at tænke på, at det er gratis gødning og jordforbedring i et. Alt det ikke-komposterede materiale blev lagt tilbage i kassen. Der var en del tørt afklip, og jeg er lidt i tvivl om jeg kan få det komposteret uden noget friskt at blande i. Lige nu er der ikke rigtig så meget grønt at blande i, så jeg må vente lidt med den opgave. Til min store glæde opdagede jeg at der i bunden af sidste års kompostkasse var helt fin og færdig kompost. Jeg plejer at lade det komposterer i næsten 2 år, men det var ikke nødvendigt i denne omgang. Rigtig godt. Jeg kan altid bruge mere kompost, og mon ikke at mine hindbærbuske kunne trænge til lidt ekstra krudt?

Nyplantet pil bag huset
Med styr på komposten kunne jeg gå i gang med at flytte pil. Jeg har haft et par planter på depot i køkkenhaven, og nu er de 4 af dem blevet plantet om. Jeg har ikke behandlet dem særlig pænt, for sidste år på næsten samme tid plantede jeg dem også om. Det klarede de, men prisen var meget ringe vækst . Det må jeg nok indstille mig på igen, for nu har de altså holdt flyttedag en gang til. Jeg har sat dem bag mit hus ind mod naboen. På den måde kan de være med til at dække lidt for huset, som nogen synes er vældig grimt og alt for dominerende i haven. Jeg klipper min pil til stager, så de forbliver altså lave og buskede. Det ville blive alt for voldsomt at plante 4 piletræer i min lille have. Testen af planterne bliver jeg nød til at droppe. Jeg kan ikke finde plads til dem, og de står dumt i køkkenhaven. Lidt surt, men sådan går det somme tider.

Frugtbuskene; solbær, stikkelsbær og gojibær.
Under mine frugtbuske har jeg haft rødkløver som bunddække. Det stor flot hele sommeren, og har fået lov til at visne ned og formulde vinteren igennem. I dag har jeg revet alt det visne væk. Det var så let, at man næsten skulle tro at det er løgn. Der skulle ikke skuffes eller hakkes; det var bare at samle de visne stilke sammen med riven. Nu ligger alt det tørre på kompostbunken, og bedet ser fint ud. Jeg har endnu ikke bestemt mig til hvad jeg skal have under buskene i år. Måske skulle jeg forsøge mig med en anden sort af kløver. Det ville være flot med hvide blomster. Gad vide om de egner sig som bunddække. Det må jeg lige undersøge. Foreløbig har jeg sået etårige slyngplanter langs med kvashegnet. Det kan bestemt godt bruge lidt farve, og jeg tror at det kan blive flot med slyngplanter. Jeg har købt frøene i Aldi, og de kostede ikke alverden. Jeg valgte at så rigeligt ud, og håber at det vil give et imponerende og mangfoldigt flor sommeren igennem.

Som du kan se har jeg en goji-bærbusk. Jeg har haft den i et par år, og jeg har desværre endnu ikke set en eneste frugt. Til gengæld har den sat en masse meget lange grene, som ustandselig komme i vejen for alt mulig andet. Nu har jeg bestemt mig til at give den en chance til, inden jeg måske opgiver den. Jeg har klippet den kraftigt tilbage, så den kan stå selv, og så håber jeg at den vil sætte sine fine små lille blomster og efterfølgende bær. Hvis det ikke lykkes i år, gider jeg ikke mere. Der er så mange andre sjove ting, som gerne vil gro hos mig. Det vil jeg hellere end en busk, som ikke rigtig trives. Har du erfaringer med goji-bær?

Pæretræ i god vækst
For et par dage siden plantede jeg mit lille pæretræ ud i den rigtige jord. Det har stået et år i en potte, og jeg gættede derfor på at det havde sat et solidt rodnet. Der tog jeg fejl, for da jeg ville plante det ud, dryssede næsten al jorden af rødderne, og jeg var noget bekymret for, om træet ville overleve turen. Lige nu står det med flotte knopper, og ser bestemt ud til at trives. Jeg ved godt at jeg skal vande grundigt i år, men det gør jeg gerne, hvis bare træet lover at vokse. Det er meningen at det skal espalieres  men det kræver jo at grenene vokser lidt ud. Lige nu er de under 10 cm, og det er slet ikke nok til at blive bundet op. Måske bliver det slet ikke i år. Nu må vi se.

Min nabo har luget så fint på sin side af vores skel. Jeg plejer ikke at være ret god til at få det ordnet, men jeg kan godt se at det ser fint ud, når det er ordnet. Derfor gik jeg igang med opgaven på min side. Jeg er hverken halvt eller helt færdig, men nu har jeg taget hul på det, og så må jeg tage det lidt af gangen. Det er en af de kedeligste opgave jeg kender.

Da min ryg ikke ville være med mere, tog jeg et hvil på terrassen. Jeg må gøre et eller andet ved den terrasse, for den er ikke særlig hyggelig. Måske ville nogle bedre møbler hjælpe. Bare ærgerlig at havemøbler er så forbistret dyre. Lige nu glæde jeg mig over alt det, som jeg har nået, men jeg kan også let komme i tanke om 1000 ting, som jeg ikke har nået endnu. Jeg håber på godt vejr i bededagene, så jeg kan komme videre med alle mine planer.

3 kommentarer:

  1. Du har været flittig i dag. Der ikke noget så godt som havearbejde, når man skal have hovedet renset for tanker :)

    SvarSlet
  2. Haven er en fantastisk ventil fra hverdagen og et frirum jeg heller ikke kunne undvære. Godt tankerne fik frit spil i kolonihaven. Din lungeurt er da super smuk og må den smile til dig i mange dage ;0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet
  3. Det var godt at du kom ud så tankerne kunne flyve frit og sikke meget du fik fra hånden:o)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...