torsdag den 17. maj 2012

Kristihimmelfartsdag

Det er kun blevet til en relativt lidt havetid på det seneste. Alligevel synes jeg at der sker så meget der ude. Her kommer en lille update.
Zink-bakke til potter
I drivhuset vokser det meste planmæssigt. Mine planter fra vindueskarmen her hjemme har en lidt streng tid, og ser ikke for godt ud. Solen er lidt hård ved de vintersarte blade og kulden lidt streng for de sarte vækster. Alligevel ser de ud til at klare skærene, og når de får lidt ny jord og mere plads til rødderne, skal de nok komme i fin form igen.

Jeg hører til dem, som elsker at se have-tv. Jeg bliver altid grebet af alle de fine ting, som folk får ud af haver og drivhuse. Ofte bliver jeg en smule missundelig, og ikke sjældent har det at gøre med de ting, som folk køber i dyre domme, og som bare gør det hele lidt mere lækkert. Selv forsøger jeg at holde et relativt beskedent havebudget, og jeg kan bedst lide ting, som ikke koster alverden og gerne noget, som tidligere har tjent et andet formål. Jeg har jævnligt bemærket de skønne zinkbakker, som flere har i deres drivhuse. i erkendelse af min økonomiske formåen har jeg skubbet tanken om dem fra mig. Men så var det at jeg slog et smut omkring Bilkas haveafdeling, som i den grad har fornyet sig ved samarbejdet med Claus Dalby. Der fandt jeg zinkbakker til den rimelige sum af 149 kr stykket. Jeg købte 2 styks, og planen er at de skal ligge på mine reoler, når der bliver plads. Den første bakke er dog allerede taget i brug på mit plantebord, og nu står samlingen af småplanter og suger lidt vand i den. Jeg overvejer at give den en måtte i bunden, så den holder lidt på vandet. Det bliver dog ikke lige med det samme, og mon ikke også at en forbedring ad gangen rækker.

Esther i drivhuset
Jeg har længe passet en lille flok lupiner til min mor. I dag kørte jeg dem ud til hende, og jeg glæder mig til at se hvad hun kan få ud af dem. Hendes mand siger at hun sikkert kan slå dem ihjel på nul komma fem. Det har hun tidligere gjort i flere omgange. Jeg har dog tillid til hendes evner, og satser på at vi kan have kammerat-lupiner i haverne i år og måske i de kommende år, hvis de sætter frø. Snakken faldt på tomater, og jeg tilbød mor en håndfuld af mine småplanter. Hun kørte med tilbage, og nu har hun også mine 4 sorter til haven. Det er altså så godt at kunne dele ud af dem i stedet for at smide resten på komposten, og det er ekstra sjovt, når man får chancen for at se hvad andre kan få ud af planterne. Mor har ikke drivhus, men en fin gård, hvor der plejer at vokse tomater. Jeg tror selvfølgelig at mine i drivhuset bliver bedst, men lad os nu se.

Køkkenhaven i maj
Jeg ved godt at der ikke er meget at se i køkkenhaven. Alligevel bringer jeg lige et billede. Jeg nyder sådan den tid, hvor man lige netop kan se at tingene titter op over jorden. Der er min køkkenhave lige nu. Spinatplanterne har sat deres lange kimblade, og selv om en del af rækkerne blev skyllet væk af regnen forleden, har jeg stadig et par meter at se frem til. Jeg planlægger at efterså, så jeg får glæde af hele arealet. Kartoflerne er hyppede for første gang. Jeg har 3 sorter, og de to står stærkt, den tredie knap så stærkt. Måske fordi det er en mindre sort. Nu må vi se. Under alle omstændigheder kommer der kartofler nok. Løgene er også i god vækst, og snart er det tid til at så bønnerne. De plejer at få et forspring i drivhuset inden de kommer ud på friland.

Æbletræ
Jeg har 3 gamle espallierede æbletræer i min have. De står så fint med blomster for tiden, og det er bare med at nyde dem nu, for snart er blomstingen forbi igen. Desværre ser jeg næsten ingen bier, så jeg frygter at det bliver en meget ringe bestøvning og derfor også en meget begrænset høst. Jeg håber på lidt varme og satser på at bierne arbejder, når jeg er væk. Naivt, ja, men det gælder om at tænke positivt.

Vejrudsigten lover varmere vejr i helligdagene, så jeg håber på at nå en masse i haven i de kommende dage. Jeg har købt maling til huset, så hvis det hele flasker sig, får det en omgang ganske snart. Det skal blive godt at komme videre med det projekt også. Det kan godt være at politikerne taler om at afskaffe kristihimmelfartsdag, men det har jeg altså slet ikke tid til.

6 kommentarer:

  1. Flot æbletræ :)

    Hov nu afslørede du jo at du har købt maling til huset - men hvilken farve valgte du ??? :)

    Mvh Sandra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har købt maling. Jeg afslører farven, når de første penselstrøg er kommet på huset, så jeg kan vise resultatet frem.

      Slet
  2. Hvis du frygter for bestøvningen via naturen er det ikke svært at yde førstehjælp selv - ryst træerne, eller tag en pensel og børst forsigtigt lidt rundt mellem blomsterne så er den klaret:O)
    Der ser dejligt ud i både drivhuset og køkkenhaven - Esther er dog dejligst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tippet... og for din søde kommentar om Esther.

      Slet
  3. Tak for tip om zinkbakkerne.

    Smukt, smukt æbletræ.

    Hvor har du en skøn datter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvtak, tak og tusind tak! Jeg er også rigtig godt tilfreds med datteren.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...