lørdag den 14. april 2012

Kartofler og løg

Jeg har købt mine læggekartofler i Bilka i år. Jeg lod mig friste af en kasse med 3 forskellige sorter anbefalet af Claus Dalby. Især var jeg glad for at kunne købe en relativ lille mængde af hver sort, for hvis jeg skulle have anskaffet dem på almindelig vis, ville jeg komme til at brænde inde med alt for mange kartofler, som ikke kom i jorden. I dag har jeg lagt dem i et af mine nye bede. Der var lidt for mange til mine rækker, men det betyder ikke så meget, når man har en god nabo, som gerne tager imod resten. Jeg er godt klar over at det er lidt vel tidligt at lægge dem uden at dække dem til, men da jeg ikke satser særligt på tidlige kartofler, vågede jeg alligevel det ene øje, og lagde dem her til formiddag.

Jeg har også sat løg. I år forsøger jeg mig med skalotteløg, og jeg har indkøbt sætteløg to forskellige steder. Jeg har mest fidus til de dyreste, men jeg håber alligevel også på et godt udbytte af de lidt mindre og billigere løg .

Det er bare skønt at begynde at lægge ting i køkkenhaven. Jeg holder lidt igen med at så ude, men har sat flere ting igang i drivhuset. Blandt andet vil jeg forsøge mig med at dyrke hirsefrø til vores undulater. Det er jeg meget spændt på.

Selv om det er dejligt havevejr endnu, har vi sat redskaberne i skuret for i dag. Nu står den på børnefødselsdag hos nogle gode venner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...