tirsdag den 13. marts 2012

Nyt kolonihavehus

Jeg har gjort noget helt vildt og vanvittigt! Jeg har købt en gammel skurvogn. For nogle ville det måske være helt normalt, men for mig er det lidt vildt. Fra begyndelsen købte jeg jo en grund helt uden hus. Så opførte jeg et drivhus, og nu anskaffer jeg mig også et kolonihavehus. Det var ikke tanken fra begyndelsen, men jeg må indrømme at drivhuset ikke helt slår til som "indendørs" sommeren igennem. Ret tidligt får jeg fyldt det op med planter i kasser og potter, og så er der ikke længere plads til afslapning i ly for regnen. Derfor har jeg besluttet mig for at få et hus, som jeg kan krybe i læ i, og også gerne tage en lur i, når der er tid og behov for det.

Jeg er ikke så handy at de ellers fristende tilbud på samlesæt tiltaler mig. Jeg ved at jeg ville få brug for en masse hjælp for at sætte sådan et hus sammen, og jeg er ærlig talt ikke sikker på at min familie ville blive særlig glade for sådan et stort projekt oven i alle de små, som vi alle sammen har hele tiden. At bygge helt fra grunden er helt udelukket, så jeg har grublet over alternative løsninger. I min gamle havekoloni havde jeg en genbo, Henny, som fik en skurvogn på sin grund. Den blev hurtigt til et rigtig fint hus, som hun havde stor glæde af. Ofte er jeg faldet over tilbud i Den Blå Avis og tilsvarende steder, hvor folk vil sælge skurvogne som havehuse. Der er langt imellem de rigtig gode tilbud på det marked, men nu har jeg altså fundet en vogn, som passer til min pengepung og håndværksmæssige snilde, og jeg glæder mig til at komme igang med at gøre den i stand.

Umiddelbart ser den ikke så smuk ud, men jeg er sikker på at en spand maling og lidt dekoration vil gøre underværker. I min havekoloni må man ikke opstille skurvogne, så min plan er at den skal ned og stå på jorden uden hjul. Så kan den vist ikke længere kaldes en vogn, og så er det problem løst. Inden jeg får vognen hjem, vil jeg lige forhøre mig i min bestyrelse, så jeg ikke får ørenei maskinen. Det ville ikke være så godt hvis formanden brød reglerne.

Årets første rigtig store haveprojekt bliver derefter at rydde pladsen til vognen. Det er tanken at den skal stå der, hvor jeg lige nu har pileplantage. Det betyder at jeg skal grave næsten 100 pilebuske op. Det giver mig anledning til at plante nye pil et andet sted i haven, og jeg har besluttet mig for at nøjes med én sort, som så langt overgår de andre 2 sorter, som jeg lige nu også har i min plantage. Fremover vil jeg holde mig til et mere beskedent antal kraftige grønne pil, som med tiden kan forsyne mig med gode kraftige stokke til stativer og hegn i haven.

Dagens rundtur på nettet har naturligvis været en jagt på billeder af ombyggede skurvogne. Det viste sig hurtigt at der er lidt langt imellem de rigtig gode eksempler, men jeg har da fået lavet en lille samling som inspiration til når min vogn skal sættes i stand. Du kan se dem på pinterest, hvor jeg har lavet en opslagstavle til dem. Hvis du har billeder af en ombygget skurvogn, så vil jeg rigtig gerne se dem. Send mig et link, så jeg kan blive inspireret. Tak for hjælpen.

Meget mere om skurvognen senere. Jeg vil bestræbe mig på at lægge billeder ind løbende, så man kan følge projektet. Det er en af de ting, som jeg savnede, da jeg ledte på nettet.

10 kommentarer:

  1. Tillykke med den !
    Så er der også noget at lave hele sommeren :-)

    Jeg har selv et kolonihavehus hvor soveværelset/kontoret er en skurvogn..det kan man ikke se hvis man ikke lige ser efter.

    Mvh
    Jesper - 9haven.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det lyder godt med en "usynlig" skurvogn. Jeg vil også forsøge at camouflere min lidt.

      Slet
  2. Tillykke - hvor dejligt for dig og børnene. Det skal I nok blive glæde for :)
    Glæder mig til at følge forløbet.

    Det med pilene lyder spændende ift selv at kunne lave mindre hegn. Måske man sgu overveje det på et tidspunkt :)

    Mvh Sandra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er let at dyrke pil, og lidt sjovt. Du kan hurtigt og billigt komme igang, og efter et par år kan du høste de første brugbare pile-stokke.Jeg vil helt sikkert plante nogle nye som erstatning for de nuværende. Jeg kommer til at savne dem.

      Slet
  3. Tillykke Rikke
    Det lyder som et spændende projekt. En rigtig god idé og en hurtig måde, at få et lille hus op og stå. Jeg kan godt tænke mig,
    at det vil være rart, at have et sted, hvor man kan krybe i ly for regnen og måske lave sig en kop kaffe/te. Det glæder jeg mig
    til at følge....Held og lykke med projeket.

    SvarSlet
  4. Hvor skønt for dig. Tillykke. Jeg lige forestille mig, hvordan du drømmer og planlægger lige nu.

    SvarSlet
  5. Jeg kom bare lige forbi din blog.
    Hvor lyder det spændende med dit ny kolonihavehus.
    Jeg glæder mig til at se hvordan det kommer til at tage sig ud.
    Tak for kigget.
    Ha` en god aften

    SvarSlet
  6. Spændende projekt med din skurvogn, som jeg glæder mig til at følge. Jeg tror, du bliver rigtig glad for at få et sted at gå i ly og få en bette lur (uha, det er dejligt sommetider at tage en eftermiddagslur i kolonihaven :))

    Hvad hedder den sort grøn pil, du planlægger at plante?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har oprindelig plantet 3 sorter. De har vist sig at være meget forskellige, ikke kun i farven. Den grønne, soltørre op til brun/mørk hedder Balck Maul. Den er ret kraftig, og udkonkurrerer de andre sorter lidt. Den egner sig fint til mit formål, hvor jeg har brug for kraftige stager til haven.

      Du kan læse mere om mine pil ved at klikke på 'pil' i etikettererne til højre på siden.

      Slet
  7. Super køb......det bliver helt sikkert godt Rikke - og fedt at gå og makke med i den kommende sæson.

    Knus Dorthe

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...