I de sidste par uger har jeg arbejdet på de sidste detaljer i min nye bog, som snart skal udkomme. Den handler om kolonihaver, og det er næsten ikke til at bære at skrive om haver, se på havebilleder og så ikke rigtig kunne komme igang i sin egen have. Derfor har jeg længe hold udkig efter godt havevejr, som tillader mig at tage lille Esther med ud i havekolonien. Idag er det netop sådan en dag, og til morgen drog vi i haven. Sikke et skønt syn med rimfrost på græs og glas og med høj sol, som lige netop er stærk nok til at varme på ryggen, når man står stille et øjeblik.
Jeg havde tænkt mig at bruge udflugten til at klippe pilene ned. Det bør gøres om vinteren, men jeg foretrækker at gøre det nu, hvor vinteren er ved at slippe sit greb. Jeg kan godt mærke at jeg er ude af haveform, for ryggen holdt kun til en enkelt række pil. Sammen med Esther, som ikke er til den store hjælp, men til stor glæde og fornøjelse, samlede jeg pilegrene sammen, og i år ser det ud til at der bliver lidt til hegn og stativer.
Hvis jeg skulle plante en ny pileplantage, ville jeg nok nøjes med en enkelt middel-kraftig sort til hele området. Selv om det er sjovt med flere sorter imellem hinanden, så er det altså lidt besværligt, når der skal høstes. Jeg har tre sorter, og de er meget forskellige i størrelse. Mange af dem sætter kun så spæde skud at de ikke rigtig kan bruges til noget. Til næste år vil jeg lade de små sorter stå over, så de kan få lidt mere størrelse. Lige nu går jeg mest efter at planterne forgrener sig, og derfor klipper jeg dem ned, selv om jeg ikke rigtig får glæde af grenene.
Det var godt at være ude, og rart at se alle de små tegn på at foråret er på vej. Jeg vil gøre mine besøg i haven hyppigere, så jeg ikke går glip af hele genopstandelsen. Jeg forundres til stadighed over hvordan noget, som ser så dødt ud pludselig kan udvises en enorm vitalitet og livskraft. Det må være skaberværkets iboende vidunder.
Published with Blogger-droid v2.0.2
Ingen kommentarer:
Send en kommentar