tirsdag den 5. juli 2011

De første valmuer blomstrer.
Årets høst af solbær.
Den nyeste rose.
Røde hasselnødder på vej.
Jeg har tilbragt det meste af dagen i haven. Man kan næsten se tingene gro time for time. I dag har jeg særligt holdt øje med valmuerne, som er begyndt at springe ud langs jordbærbedet og roderne. De står måske ikke så smart placeret, men de er blevet fantastisk store og har de mest imponerende lilla blomster. Jeg fik frøene af en nabo sidste efterår, og har været meget spændt på resultatet. Jeg er rigtig godt tilfreds.

Sidste år plantede jeg 3 små solbærbuske, og nu har jeg plukket fra dem for første gang. Sidste år overlod jeg det job til fuglene. Der var ikke så meget at komme efter. I år har jeg plukket ca. 1,5 kg. Det er jeg ganske godt tilfreds med. Tænk hvad det kunne være blevet til, hvis bladlusene ikke havde sat en stopper for væksten tidligere på sæsonen. Nu overvejer jeg hvad man kan bruge 1,5 kg solbær til. De skal sikkert syltes, men hvordan. Ind til videre venter de i fryseren.

Min røde hasselbusk har sat nødder, der er svøbt i flotte røde blade. Der er endnu ikke frugt på den grønne hassel. Jeg havde nok forventet den omvendte situation.

Jeg plantede en rose sidste år. Der var et hul i rækken, så jeg indkøbte en fin plante. Rækken består nu af 5 meget forskellige roser, og den nye er så fin. Den dufter helt fantastisk, og når man bevæger sig ned igennem haven rammes man først af duften af jordbær og siden af rosernes parfume. Jeg klippede en enkelt blomst af til bordet, så jeg kunne nyde duften medens jeg indtog dagens dosis litteratur i skyggen på terressen.

Det er en skøn tid at være haveejer. Alt hvad man har sået kaster glans over haven; somme tider i tæt omfavnelse med noget, som man ikke har sået, men hvad gør det. Det ser frodigt og grønt ud, og jeg har nogenlunde styr på det stadig. Det er bestemt ikke en selvfølge på denne årstid.

Published with Blogger-droid v1.6.9

3 kommentarer:

  1. Jeg er lige faldet over din blog. Dejligt :)
    Den oser langt væk af ægte haveglæde...

    SvarSlet
  2. Tak! Sikke en dejlig kommentar.

    SvarSlet
  3. Uh, de er skønne, de mørkviolette valmuer. Jeg synes, det er så fint med valmuer, der dukker op op imellem stauderne. Jeg glemte at så valmuer i foråret, men heldigvis har valmuerne fra sidste år selv klaret at formere sig, så jeg har også nogle fine, mørkviolette valmuer samt nogle dobbelte pink, som jeg er knap så begejstret for. Dem må jeg se at få op, inden de smider frø, så jeg kun har de mørkviolette i haven.

    Du har helt ret - det er en skøn, skøn tid i haven lige nu (og altid ;-))

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...