mandag den 30. maj 2011

Efter regnen

Nyplantede bønner. Der er hestebønner, stangbønner og buskbønner. 5 forskellige sorter ialt.

Salat og spinat har stået under glas. I potterne dahliaer.

Så kom der endelig nedbør, som gør noget ved planterne. 20 mm var der i min regnmåler her til morgen. Det er nok hele weekendens regn, og det gør haven godt.

Nu er det tid til at plante bønnerne ud, og få tømt lidt ud fra drivhuset. De havde nok haft godt af et par dage til afklimatisering, men det fik de ikke. Nu er de plantet ud i køkkenhaven, og jeg er så spændt på at se dem indtage stativer og bede. Jeg har intet mindre end 5 forskellige sorter, og kommer nok til at læse lidt mere på lektien, hvis jeg skal anvende dem rigtigt. Lige nu skal de heldigvis behandles ens; vand, sol og måske en smule gødning. Senere skal de høstes hhv. grønne, modne og tørre. Det bliver sjovt.

Det går godt med min lille drivbænk med salat og spinat. Især salathovederne trykker sig mod glasset, som af samme årsag nu er taget af. Der går ikke mange dage før jeg kan tage de første med hjem i køkkenet. Jeg tror også at jeg vil plukke lidt af spinaten. De er meget forskellige i størrelsen, og kan måske give lidt grønt over et stykke tid. Når salat og spinat er høstet, skal dahilaerne plantes ud i jorden på den plads. De er ved at være store, og kan sikkert godt bruge lidt mere plads til rødderne. Der er stadig ingen tegn på blomster, men mon ikke det kommer snart.

Jeg har lukket min kompostbunke med et lag jord fra nogle potter i drivhuset. Nu er der plantet 4 små squash-planter på toppen af bunken, og sat rammer op til en ny bunke. Det er tanken at den lukkede bunke skal blive omsat i løbet af sommeren under squashenes blade, medens den nye beholder bliver fyldt op af sommerens affald. Med lidt held kan jeg sprede kompost sidst på efteråret, så jorden kan samle kræfter til næste år. Nu må vi se hvordan det kommer til at virke. Jeg skal nok huske at afrapporterer her.

Tidligere har jeg spredt grov barkflis under mine jordbær. Jeg er ikke sikker på om det er årsagen til at mine bær er tydeligt mindre end naboens, men man kunne godt få den mistanke. Jeg håber naturligvis at de kommer efter det, men jeg tror ikke at de bliver lige så tidlige. Min teori er at flisen tager for meget af den sparsomme nedbør. I den kommende tid vil jeg være mere flittig til at vande i jordbærbedet. Det skulle jo gerne blive til en rigtig fin høst, trods forsinkelsen.

Published with Blogger-droid v1.6.9

1 kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...