tirsdag den 24. maj 2011

Bare en lille opdatering




Det vokser godt i kolonihaven nu, selv om jeg stadig ønsker mig mere regn.

I køkkenhaven er der godt gang i salat, kartofler og majs. Der er ikke mange huller i rækkerne, og jeg er rigtig godt tilfreds. Jeg er gået igang med bønnerne. Hestebønnerne er allerede plantet ud og stang- og buskbønnerne vokser til i drivhuset. Det er tanken at de skal på friland i næste uge.

Alle vejne i haven blomstrer akelejerne. Jeg har forsøgt at samle dem lidt fordi jeg elsker store grupper, men der dukker stadig solister op her og der. Lige nu holder jeg øje med en udbryder i jordbærbedet. Hvis den er særlig fin, bliver den nok flyttet lidt senere på året.

I drivhuset er der virkelig gang i den. Jeg har gjort plads til endnu en plantekasse, så mine agurkeplanter kan vokse godt. Nu har jeg 3 kasser med tomater, 1 kasse med peberfrugtet ol. 1 kasse med meloner og 1 med agurker. Nu skal der ikke flere ind, og jeg har på fornemmelsen at mine planter fint kan fylde drivhuset. Især tomatplanterne vokser rigtig godt, og er store og kraftige. De første blomster titter frem nu, og jeg er spændt på resultatet.

Man får aldrig for mange solsikker, så jeg har lige sået nogle flere. Jeg har blandet frø fra 3 poser, og håber på en broget række af gule, brune og røde blomster i alle størrelser. Jeg skal nok tage nogle billeder, når der er lidt mere at prale af end en stribe jord bag et kvashegn.

Vejret er lidt ekstremt idag. Det stormer, regner i kraftige og alt for korte byger og en enkelt haglbyge kiggede også forbi. Det er en uhyggelig oplevelse at være i drivhuset under en haglbyge. Heldigvis tog huset ikke skade, og jeg satser på at det klarer resten af uvejret også.

Published with Blogger-droid v1.6.9

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...