torsdag den 13. maj 2010

En kølig og fugtig morgen


Kristihimmelfartsdag blev brugt i haven. Det var faktisk tanken at vi skulle have været i haven det meste af dagen, men med en temperatur på ca. 10 grader og støvregn, måtte jeg nøjes med at pusle, medens Esther sov en formiddagslur i sin lune VOKSI-pose,

Den seneste tids regn har gjort jorden våd og tung, men jeg har alligevel plantet småplanterne fra vindueskarmen ud. De var kommet til et stadie, hvor de ikke blev bedre af at stå inde. Nu håber jeg bare at de overlever ude i elementernes rasen.

Jeg arbejder stadig på drivhuset, og nu har jeg samlet alle 4 sider. Det er lidt hårdt at rode helt nede i ankelhøjde, men det er en god fornemmelse at se de færdige elementer bundet op af æbletræerne. Nu kommer jeg ikke videre uden hjælp. Jeg skal skaffe grus til bunden og have en hjælper til at samle siderne på fundamentet. Normalt ville jeg kunne regne med Kirsten, men hun er desværre ude af drift på grund af et meget uheldigt sammenstød med en kat. Jeg håber at hun hurtigt heler, så hun kan flytte ind i sin nye lejlighed. Så må drivhuset altså vente. 

Nu må maj godt snart blive lun og rar. Jeg kan se de første spæde spire af spinat og morgenfruer, og hver dag vokser stauder og buske, men der skal altså mere varme til for at få rigtig gang i køkkenhaven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...