lørdag den 10. april 2010

Indkøb

Hold da op hvor er det svært at købe ind til sådan en have! Jeg overtager en helt nøgen have, fuldstændig tom for redskaber mm. Derfor har jeg været på indkøb. Her skal man virkelig se sig om. Det er ingen sag at smide 400 kroner efter en skovl, men en langt større kunst at vælge den rigtige slags græsfrø. Jeg forsøger at gøre det så billigt, som muligt uden at købe alt for ringe kvalitet. Derfor har jeg et godt øje til Bauhaus og jem &fix.

Jeg forsøger i øjeblikket at blive klar med en haveplan og en arbejdsplan. Jeg har været i haven sammen med Kirsten for at måle op. Nu har jeg tegnet en plan over det eksisterende, og leger med alle ideerne til det kommende anlæg. Jeg bliver nok nød til at begrænse mig lidt, så jeg ikke får sat gang i for meget på en gang. Derfor forsøger jeg at lave en plan for hvornår hvad skal laves.

Jeg forventer ikke at nå så meget i begyndelsen, hvor jeg må have fokus på mit nye drivhus (Foto fra katalog. Mit hus er lidt større). Jeg har bestilt et fint nyt drivhus på nettet, og er meget spændt på hvordan jeg skal få det monteret. Heldigvis har Kirsten igen tilbudt sin assistance, og det kan jeg sikkert få god brug for. Min tanke er at bruge drivhuset til planter og til at opholde sig i på en kold og våd dag. Jeg håber at kunne drive en masse spændende frem i små potter, så jeg ikke behøver at bruge en masse penge på planteskoleplanter. Nu må tiden vise om mine grønne evner rækker til mine grønne tanker. I første omgang får jeg nok mest brug for min erfaring fra mecano, LEGO og EFG-jordbrug.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...