Viser opslag med etiketten rabarber. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rabarber. Vis alle opslag

søndag den 18. januar 2015

Forår på afveje

Juleroser i januar
Jeg har opgivet tanken om selv at sætte terrassedør i kolonihavehuset. Ryggen vil simpelthen ikke det samme som mig. Heldigvis kan man betale sig fra den slags, så igår kom Allan og så på sagerne. Han mener godt at han kan finde tid til at sætte døren i huset i løbet af den næste ugens tid. Det er jeg rigtig glad for. Jeg glæder mig til at kunne komme videre med arbejdet med huset. Vejret har været hårdt ved træværket, så til sommer skal der males. Der skal også gøres en masse indvendigt, og det skal blive sjovt at rode med.

Vejret var fantastisk lørdag formiddag, og jeg hyggede mig med en lille havevandring. Hurtigt fik jeg øje på fine gule erantis, som stod under æbletræerne. Et nærmer kig på juleroserne afslørede at også de er kommet i forårshumør. De står med store knopper, som snart er klar til at sende fine blomster til vejrs. Nu må jeg følge lidt bedre med, for jeg vil ikke gå glip af synet. Dog er jeg en smule bekymret, for vejrprofeterne melder om vintervejr forude. Jeg håber virkelig at forårsbebuderne kan tåle omslaget.

Rabarber i januar
Også i  rabarberbedet var der grøde. De første røde knopper er på vej op. Med lidt held vil de klare vinteren og give en fin høst til alle mine gæster og naboer. Selv plejer jeg ikke at plukke ret meget af dem, men jeg er vil med at se på dem, og jeg holder af at dele ud.

Hassel i januar
Hvis vinteren absolut vil manifisterer sig med sne og frost, så må den gerne få det overstået hurtigt. Med så megen forårs-vækst har vi ikke brug for en lang kuldeperiode.

onsdag den 16. april 2014

Påske-onsdag...

Ja, jeg ved jo godt at det er der ikke noget der hedder, men det er onsdag i påskeferine, så...

Esther og jeg har været i haven igen. I dag bevæbnet med madpakker og en stor flaske PepsiMax, så man ikke behøver at køre hjem, når sulten melder sig.

Frugtbuske i køkkenhaven
I dag har jeg sat den anden række frugtbuske i køkkenhaven. Det bliver til lidt af en plantage efterhånden. Jeg er meget spændt på at se det hele i fuld vækst. Jeg er sikker på at det bliver flot, og hvis jeg er heldig, har buskene ikke lidt for meget ved flytningen, og belønner os med en smule bær allerede i år. I rækken står nu en solbær, en ribs og 2 forskellige stikkelsbær. Den ene busk har jeg flyttet fra bedet i forhaven, så den er nok ikke ret glad for mig lige nu. De andre buske stod i potter, og er sikkert mine venner i dag. For enden af bedet står kraftige planter af både bredbladet- og kruspersille. Der skal vist bare renses lidt ud i de visne blade, og så har jeg mere persille, end jeg kan nå at spise i år. Resten må i fryseren, for det er for godt til at gå til spilde.

Terrassen taget i brug
Efter en vinter som i den grad lavede rod i min have, er det rart at kunne tage de forskellige områder i brug igen. I dag kom turen til terrassen, som skulle ryddes for visne staudetoppe og luges for forårets mest ihærdige ukrudtsplanter. Nu er bænkene og det utrolig grimme bord kommet ud i lyset. Det er dejligt at kunne sidde ude, og selv om både bordet og den grønne bænk kunne trænge til en kærlig hånd, er det skønt at kunne tage dem i brug. Hvert år køber jeg en ny dug til bordet, men i år må jeg vist hellere ofte mig, og skifte bordet helt ud. Det er efterhånden så vakkelvornt, at alt vælter, bare man strejfer bordet. 

På pladsen hvor mit drivhus stod, står de møbler, som tidligere var under glas. Jeg bygger ikke et nyt drivhus, så nu må jeg finde en anden måde at lave et grønt værksted på. Ind til videre har jeg ryddet lidt op og fundet de vigtigste ting frem. Således kunne jeg i dag sætte min lille plantesamling tilbage på zinkbakkerne. De får ikke så fine forhold som tidligere, men det går nok alligevel. Hvis planterne kunne overleve vinteren i det inferno, som foregik i haven, så kan de også tåle at stå ud nu.

Planteværkstedet
Lige nu handler det mest om at finde en god plads at arbejde på, og en måde at indrette sig på, så de planter, som pludselig ikke længere vokser langs med en væg, stadig bliver beskyttet lidt. Hen ad vejen må jeg finde ud af hvilke, som skal flyttes og hvilke, som kan tåle den nye og mere udsatte placering. 

Altankasse
Altankasse
For et par år siden forærede min bror og jeg min gamle momse et par meget flotte kobber-altankasser. Dem passede hun ikke særlig godt, og til sidst forærede hun dem tilbage til mig. Jeg er rigtig glad for dem, for de er utrolig flotte. Desværre er de også umanerlig tunge, så det er ikke sådan lige til at have dem hængende. Derfor står de oftest og pynter op. I år er der plantet stedmoderblomster i dem. Det er resterne fra foreningens åbnings-fest, hvor vi forærede en lille blomst til alle deltagerne. Jeg har plantet begge kasserne til, med meget forskellige farver, og nu skal jeg bare finde en god placering til dem. Som med alt andet i min have, skal der tænkes nyt i år, så de står ikke så smart endnu, men jeg skal nok finde et godt sted til dem.

Rabarber og Esther på cykel
Allerede nu står mine gamle rabarberplanter flotte, og strutter med de imponerende blade. En af det store planter er gået til i vinterens løb, men heldigvis har den efterladt sig et par børn, som nu får lov til at overtage pladsen. Det ser lidt tomt ud, men de skal nok vokse til. Jeg plejer at have rabarber nok til at forsyne både os og naboen så rigeligt. Faktisk har jeg flere venner, som kommer forbi og høster hvert år. Det er skønt at kunne dele ud, og jeg glæder mig altid over, når andre kan bruge det, som jeg har dyrket.

Midt på formiddagen, medens jeg kravlede rundt og klippede græs væk omkring fødderne på bøgehækkene i vores labyrint, kom naboen ind, og tilbød mig at låne en hakke til at fjerne et uønsket vildskud af et kirsebærtræ. Jeg kunne ikke lige overskue projektet, og afslog derfor det fine tilbud. Man skal dog ikke opgive et træ-projekt, når ens nabo er gammel skov-mand, så før jeg havde set mig om, kom Jeppe tilbage med sin meget effektive hakke/økse, og gik i krig med synderen. Det tog ham ikke mange minutter at få hakket den krabat op, og sikke det pyntede. Jeg har før klippet den væk, men stubben stod altid tilbage, og jeg var bange for at den ville ødelægge græsslåmaskinen, hvis jeg overså den. Det problem er nu fjernet, og jeg er meget taknemmelig for hjælpen.

Labyrinten
Jeg ved godt at det er svært at se det på billedet, men jeg har alligevel lyst til at dele det. Vi har en lille labyrint plantet i græsplænen. Det gør det sjovere at være barn, og mere besværligt at slå græs. Især gror græsset imellem hækplanterne altid til, og det kræver en hel del at fjerne det igen. Jeg gør det derfor ikke ret tit, men nu er det jo forår, og så må jeg i krig. Det foregår ved at jeg tager min lille elektriske trimmer og bøjer mig ned over buskene, for at klippe dem fri for græs. Denne gang hjalp Esther mig med at rive høet sammen og læsse det på kompostbunken. Trimmeren klarer ikke hele labyrinten på en opladning, men det gør ikke så meget, for det gør jeg heller ikke. I dag blev det til det lange stykke af den yderste cirkel. Jeg har sat mig for at klippe lidt hver gang jeg er i haven, ind til det hele er fint. Jeg satser på at blive færdig i påsken. Det pynter, og jeg er sikker på at bøgeplanterne er glade for lidt mere luft til de nye blade. Mon de snart springer ud?

Vi kørte tidligt hjem, for sønnen skulle hentes på sin efterskole. Endelig har han også ferie, og selv om han nok ikke kommer med i haven frivilligt, er det dejligt at have ham hjemme igen. Vi kommer i haven igen i morgen, og Esther er allerede meget opsat på, at vi skal sove der ude snart. Jeg tror nu at der kommer til at gå lidt tid før det bliver aktuelt. Vi har ingen form for opvarmning i huset, og der var vist rim i græsset i morges...

lørdag den 8. marts 2014

Velkommen Forår - igen. Tag du bare fat for alvor.

Vejret er skønt i dag; solen skinner og der er næsten ingen vind. Sådan et vejr kræver et besøg i kolonihaven, og sådan blev det. Vi ankom ved 11-tiden, og kunne med det samme se at vi ikke var de eneste, som var blevet lokket ud af vejret. Jane og Jeppe var også i haven, og det var hyggeligt at hilse på dem for første gang i år. Jane havde bagt kage, og Jeppe havde som altid bygget et eller andet smart. Denne gang var det et vindfang, så det ikke trækker så meget ind i huset. Dejligt at se at de stadig er i fin form, og at vinteren ikke har taget for hårdt på dem.

I vores have står juleroserne i blomst. Der er stadig et par stykker, som ikke har foldet bladene helt ud, men denne fine sort, som jeg indkøbte på Gartneri Spiren sidste år, er nøjagtig lige så fin, som jeg huskede den. Bedet omkring den er fyldt med staude-lig, og jeg må se at få ryddet op, så de fine blomster kommer til deres ret.

Julerose
I det hele taget trænger haven til en oprydning. Vinterens mange storme har blæst plastikkopper, poser, tagplader og andet affald omkring i området, og en del af det er landet hos os. Det ser ikke for godt ud, og jeg er faktisk lidt træt af tanken om at skrald er det første punkt på min have-dagsorden. Heldigvis kommer stauder og køkkenhave lige derefter, og så skal det nok blive godt.

Der er virkelig grøde i haven. Mine store rabarberplanter har allerede lagt fra land, og de første røde knopper er ved at folde sig ud. Jeg bliver altid imponeret over al den vækst, som de kan møsntre i løbet af sæsonen.

Rabarber i vækst
I rosenhaven er der også vækst. Roserne har sat deres første blade, og det kommer til at gøre lidt ondt at klippe dem ned senere. Jeg plejer at være ret hård ved dem, og klippe langt ned, men måske skulle man forsøge sig med en lidt blidere studsning. De må nemlig gerne fylde lidt mere i år, hvor drivhuset ikke længere danner skel, men roserne skal overtage den opgave.

Rose i vækst
Også hasselbuskene er med. De står med store rakler; lyse på den grønne busk og mørkere på den rødbladede busk. Knopperne er lige ved at springe ud, og det ser ud som om planterne trives. 

Hassel
Jeg er vild med den tid, hvor alt springer ud, og det skal blive godt at se haven grønnes igen. Lige nu præges haven af brun og grå, men snart tager det grønne over, og gensynet med havens mange overvintrende planter skal bliver godt. Snart er det også tid for gartneren at tage fat. Lige nu afventer hun dog at jorden bliver lidt mere tør. Det duer ikke at træde for meget på den kolde og bløde jord, men der er ikke længe til nu... Det kribler så småt i de grønne fingre.

fredag den 5. april 2013

På visit i kolonihaven

På vej hjem fra dagens demonstration (jeg er lockoutet og derfor deltager jeg i forskellige demonstrationer i stedet for at arbejde for tiden), kørte jeg et smut i kolonihaven. Jorden er stadig smattet og vidner om at den kun er tøet op i overfladen. Når frosten for alvor slipper sit tag, kan vandet sive ned, og så bliver det til at færdes i haven, uden at træde det hele op. Lige nu færdes jeg kun på stierne, og selv der bliver der hurtigt et søle. 

I drivhuset har jeg min nye samling af stauder i potter. De kræver jævnligt vand, for selv om det er kold ude, stiger temperaturen i drivhuset op mod 30 grader på en solrig dag. Det kan let tørre potterne ud, så jeg vander flere gange om ugen. I flere af potterne stikker spirerne allerede op, og det er tydeligt at se, at især purpur solhat trives godt hos mig. Jeg er en smule bekymret for hostaerne, som nok lider under at de havde sat ret store spirer, inden de kom ud af poserne. Jeg håber at de stadig har lidt krudt tilbage til at sætte nye og grønne blade. Jeg har allerede planer for dem.

Purpur solhat, købt i Lidl

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...