Viser opslag med etiketten fugle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fugle. Vis alle opslag

søndag den 25. august 2013

Fugletransport

Esther og fugletransporten
Nu har undulaterne boet i kolonihaven i en måneds tid, og det er tid til at få dem hjem igen. Jeg har haft lidt bøvl med at få flyttet buret, som vist er lidt rigeligt stort til almindelige personbiler. Derfor fandt Esther og jeg klapvognen frem, og gik en tur i havekolonien her til morgen. Til alt held kunne buret lige netop klemmes ned i vognen, og så gik turen ellers hjem mod Have nr. 1 og vores vinterbolig med undulaterne på hjul. Det var et lidt spøjst syn, og vi høstede da også et par brede smil fra forbipasserende på vejen.

Vel hjemme fik buret en kraftig overhaling, og nu står det friskt og rent på sin vante plads oven på pengeskabet. Fuglene er kommet ud og flyve i stuen, og de virker glade for at være hjemme igen. Faktisk vil de slet ikke ind bag tremmerne igen, men mon ikke det kommer, når de bliver trætte af at gnave i tapetet og sultne efter rigtige fuglefrø. Det satser jeg på. Jeg er glad for at have dem hjemme, for selv om de sviner, hygger de faktisk en hel del, og de er sjove at se på. Og så er de altså også ulige meget lettere at passe, når man bor sammen med dem.

Jeg havde helt glemt at Fugliette, vores grønne fugl, ikke helt kan finde ud af det med vinduer, så hun tog lige en tur imod ruden. Det er ikke så smart, men nu ser det faktisk ud som om hun har forstået konceptet. Lidt godt kom der altså ud af den historie.

Til næste år må jeg bygge et udendørs ly til fuglene i kolonihaven, for de har boet inde i kolonihavehuset, og sikke et svineri med fuglefrø de har lavet. Det gider jeg ikke en anden gang, så der må nytænkes lidt.

fredag den 19. juli 2013

Fuglene flytter ud

I går flyttede Fuglius, Fuglian og Fugliette også i kolonihaven, og de nyder det lige så meget som Esther og jeg. Jeg har lavet et skyggetag til dem af avispapir, og i nat har de stået i drivhuset, hvor der er læ for dem. Når solen tager fat igen, skal de ud under kirsebærtræet igen. Der er både skygge og læ, og fuglene har travlt med at synge med i havens fuglekor. 

Fuglene flytter ud
De ser ud til at trives ude i haven, og lagde ud med at tage det helt store sommerbad i vandskålen. Jeg tror at jeg kommer til at fylde efter ganske ofte, for fuglene ser ud til elske vind og vand. Det er hyggeligt at have fuglene med, men det var ikke helt enkelt at flytte dem. Jeg har et temmelig højt bur, og det kunne under ingen omstændigheder kantes ind i min bil. Heldigvis tilbød Jane, min nabo i kolonihaven, at hente dem i sin bil, som er lidt mere praktisk til formålet. Jeg håber at hun vil hjælpe mig hjem med den om et par uger igen. 

Det hele blomstre for tiden, og der er så mange skønne motiver i haven. Jeg er ikke den store ørn med kameraet, men man kan næsten ikke lade være med at knipse, for at holde på alt det skønne. Med lidt held kan man få en stor del af skønheden med hjem. De er gode at kigge på, når vinterens mørke sænker sig, og haven igen bliver brun og kold. Du får lige et lille udvalg af nogle af mine favoritter.

Jeg kender ikke navnet, men det er lidt sjov med alle sine prikker
Pompon georgine
Stor pink georgine
Valmue på vej
Ud over at hygge sig med naboer og venner i havekolonien, har jeg også nået at gøre lidt med min havegang, som var groet alt for meget til. Jeg valgte den letteset løsning, og kørte over den med plæneklipperen. Derefter fik den en ordentlig tur med riven for at jævne de største bunker ud, og nu står den nogenlunde trimmet. Jeg vil ikke bruge en masse energi på at få den ren og fin, men den skal jo heller ikke være kilde til ukrudtsfrø til hele haven. Jeg overvejer stadig at så den til med græs, men det er det alligevel lidt for tørt til for tiden, så måske senere.

Lige nu er vi hjemme for at lade op (og blokke). Jeg kan ikke klare mig ret længe uden en lille opladning af kamera, telefon og iPad. I dag lader jeg også på Jeppes nye telefon, som er helt nu og skal sættes op i dag. Det er godt at kunne hjælpes lidt ad, så jeg glæder mig til at kunne hjælpe til med det. Om en times tid er vi igen på vej ud af døren. Haven skal nydes, og i aften skal vi vist være med til noget fælles-grillning et sted i kolonien. Det skal nok blive hyggeligt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...