Drivhus-oprydning

Siden stormen har jeg holdt mig fra haven. Jeg har undgået at tænke for meget over det, og har nøjedes med at holde udkik efter nattefrost, så jeg ikke også skulle miste mine georginer. De ser heldigvis fine ud, og kan godt klarer sig i jorden lidt endnu. Flere venlige mennesker har tilbudt at hjælpe mig med oprydningen, og jeg traf aftaler med et par og håbede på at flere ville melde sig. Heldigvis kunne både mor og Asger (min bror) finde lidt tid i deres travle programmer, så de mødte også op i det grå og kedelige efterårsvejr.

I morges så ser sådan ud i haven:

Drivhusruin

I dag skulle der så ryddes op, og et par venner fra havekolonien havde meldt deres ankomst med bil og trailer ved 10-tiden. Det var ikke så let for mig at få samlet modet til opgaven, men mine gode hjælpere gik friskt til opgaven, og hurtigt blev der ryddet gevaldigt ud i det hele. Snart fik vi gravet os frem til reolerne, og reddet en hel del af de sager, som oprindeligt lå i drivhuset. Stor var glæden over gensynet med min felco-saks for eksempel. Også Esther var glad for at genfinde sine havehandsker, som øjeblikkeligt blev taget i brug.

Oprydningsarbejdet

Jeg blev nød til at træffe nogle hurtige beslutninger om de ting, som blev gravet frem. Jeg valgte at smide en masse ud, og derfor kom de fleste potter og bakker på genbrugsstationen. Der blev skrottet med hård hånd, og de sørgelige rester blev stuvet ind i skuret, som nu er proppet til bristepunktet. Det lykkedes for holdet at fjerne hele drivhuset og alt skadet eller ødelagt fra det. Det krævede ialt 3 ture til genbrugsstationen med traileren fyldt med spande, baljer, sække, kasser og en masse grønne aluminium-lister. Tilbage står nu kun de møbler, som er for store til skuret. De må overvintre ude i år.

Det færdige resultat (sammen med mor og Esther)

Jeg er så taknemmelig for al den hjælp, som jeg fik i dag. Uden den var det ikke lykkedes mig at få fjernet noget som helst. Jeg ville simpelt hen ikke have haft modet til at tage fat på opgaven. Vi talte lidt om det i sjakket, og en udbrød: "Det er jo sådan det skal være i en kolonihave!" og det er sandt. I kolonihaverne skal vi gerne huske at hjælpe hinanden, når der er behov for det. Dels er det hyggeligt at arbejde sammen og dels er det med til at gøre det umulige muligt. Det vil jeg være endnu mere opmærksom på fremover.

Tankerne kredser nu om hvad jeg skal gøre med pladsen. Jeg kommer jo til at mangle drivhuset til alle mine planter. Måske skal der bygges pergola, drivbænke eller måske bare plantereoler. Nu kan jeg jo bruge vinteren til at drømme og lægge planer. Måske vil det muntre mig lidt op, for det er altså trist at miste sit drivhus, uanset hvor god hjælp man får til oprydningen.

Esther, mor, René, Asger, Henriette og Kim

Tusind tak til  Henriette, Kim, René, Asger og mor for jeres store hjælp i dag! Det var godt at komme videre.