søndag den 21. april 2013

Køer på græs og asparges i vækst

Vi har været ude næsten hele dagen, og nu er vi trætte. Esther og jeg lagde fra land i formiddag med kurs mod Kammergave, hvor køerne skulle sættes på græs for første gang i år. Esther er ikke så modig, når det kommer til store dyr, men vi hyggede os gevaldigt sammen med de hundredevis af andre mennesker, som var taget ud i fædrelandet med det samme formål. Det var sjovt at se køerne tumle ud af stalden, og storme op og ned af folden. Især var det et imponerende syn, når hele flokken kom lige imod os.

Glade køer på græs på Kammergave
Min mor har sommerhus lige i nærheden, så vi slog et smut omkring hende, før vi kørte i haven. Til min store glæde tilbød hun mig et nyt hyldetræ som afløser for det, som jeg har. Jeg må nok sande at det er gået ad støvets gang, og selv om det nye træ "bare" er et almindeligt hyldetræ, i modsætning til mit fine røde træ, glæder jeg mig til at se det vokse til og give hyld til saft. Desværre har mor massere af skvalderkål i haven, så jeg kan ikke plante træet direkte ud. Det må først igennem en lidt hård behandling, for at befri det fra rodukrudt. Jeg kan ikke gøre det før vi får vand i haverne, så lige nu står det på lager i sin pose. Jeg håber at det kan komme i jorden i løbet af ugen, som kommer.

I drivhuset pakkede jeg georginerne ud igen. De har stået med dyne af fiberdug i nat, og jeg har været svært bekymret for dem. Især for dem, som er langt fremme, og sikkert ikke tåler at miste deres skud til frosten på nuværende tidspunkt. Heldigvis så termometret således ud:

Drivhustermometret
Frosten er lige netop ikke kommet ind i drivhuset, og derfor slet ikke ind under dynerne. Sikke en lettelse!

Se lige hvad jeg fandt i aspargesbedet:

Årets første asparges på vej
Der var nok dem, som tænkte at det var et lidt tosset projekt at så sine egen asparges. Det første år havde jeg dem i potter, og de klarede sig rigtig fint. Det andet år kom de i jorden, og de fleste var glade for lidt mere plads. Jeg tror måske at jeg har mistet en enkelt eller to planter, så jeg må lige få fyldt pladserne ud, når jeg kan se hvor der er huller. I år er det 3. år, og jeg skulle kunne høste de første asparges. Jeg dyrker dem til grønne asparges, og jeg glæder mig helt vildt til at smage. Lige nu titter de allerførste spirer op, og de er lette at få øje på, efter at jeg har ordnet bedet. Dette lille skud er bare 3 cm langt, men det ser så fint ud, og er sikkert ikke det eneste, som er på vej op i lyset og varmen.

Hvis lockouten fortsætter ind i næste uge, skal jeg bestemt bruge en del af tiden i haven. Der er så meget at tage fat på der ude, og det er bare så hyggeligt at følge med i årets alleførste vækst. Måske får vi også vand, og det betyder at jeg kan få ryddet op og vasket af i drivhuset. Det trænger der virkelig til.

4 kommentarer:

  1. Grønne asparges er bare noget af det bedste. De kan jo spises direkte fra bedet uhmmm. Gid alle køer kunne komme på græs, det er så dejligt at se dem gå og græsse.

    SvarSlet
  2. Vore køer blev lukket ud for et stykke tid siden. De kunne dog stadig komme hjem i stalden, men for et par dage siden blev ledet lukket, så nu må de blive ude.
    Godt billede af køerne.
    Ha´ en dejlig aften.

    SvarSlet
  3. Truly inconceivably enchanting post, my compliments. It has a significant proportion of key parts that really impacts it to work. Likewise, I worship the arrangement and wordings. You truly have an enchanting force that gets everyone in to your blog. Sublime one, and prop it up. Much gratefulness to you such an unbelievable total for considering your substance and your per clients. Your blog held my optimal position immaculate to the plain end, which isn't by and large an unmistakable movement!!

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...