lørdag den 26. maj 2012

Pinse-lørdag i det grønne

Pæon i knop
Pæon i blomst
Tænkt hvilket enormt potentiale, som gemmer sig inde i sådan en blomsterknop. Min have har en enkelt pæon. Det meste af året gør den ikke ret meget stads af sig, men lige netop i disse dage stråler den i al sin glans. Den er så utrolig flot at den faktisk fortjener en mere fremtrædende plads i haven. Jeg overvejer at flytte den ind i blomsterhaven, men jeg har hørt at pæoner ikke bryder sig om at blive plantet om. Hvis du har gode råd i forbindelse med flytning af pæoner, lytter jeg rigtig gerne.

Bellis
Når jeg ser sådan en lille skønhed, som denne bellis, er jeg glad for at jeg ikke var alt for grundig med skuffejernet. Jeg synes at den er helt perfekt, og jeg kan på ingen måde få mig selv til at betragte den som ukrudt. Måske skal den også plantes ind i blomsterhaven. Den er sikkert ikke så svær at flytte på som pæonen.

Lodden Løvefod under roserne
I blomsterhaven står mine roser langs med drivhuset. Bunddækket er på denne årstid noget mere overdådigt end roserne. Jeg har gødet og vandet hele bedet grundigt, og jeg kan se at roserne er ved at lægge fra land. De skal nok komme op over løvefødderne når det er tid til at blomstre. Jeg glæder mig allerede.

I dag kom de sidste lathyrus i jorden langs med kastanjehegnet. De første er allerede begyndt deres klatretur mod toppen. Jeg er meget spændt på om de kan leve op til mine forventninger. Jeg er jo ikke nogen Claus Dalby, selv om jeg gerne lader mig inspirere af ham. Det er også på hans anbefaling at jeg forsøger mig med dem i år. 

Det har været fantastisk vejr i de sidste 5 dage, men jeg har været ramt af et beskæftigelstilbud, som tager de fleste af mine havetimer, og har derfor ikke fået så meget ud af sommervejret. Da jeg kom i haven i dag, kunne jeg konstatere at planterne i haven ikke har holdt fri. Der er en del at luge, men heldigvis også en masse at glæde sig over. Selv om min jordbærplanter ikke er så store i år, har de sat både blomster og bær, og med lidt held og en smule gødning, skal de nok vokse til, så jeg om ikke andet igen får en flot høst til næste år. Rækker af gulerødder og tagetes begynder at titte frem. Jeg luger dem ikke før jeg med sikkerhed kan se hvad der er krudt og hvad der er ukrudt. Det tager nok et par dage endnu.

Jeg regner med at tage i haven igen i morgen. Jeg har ellers været lidt træt af den fortsatte brok i foreningen over mit nye hus, men det kan alligevel ikke helt slukke min haveglæde. Jeg var ellers bange for at det var ved at ske, men det har en enkelt skøn dag i det grønne heldigvis gjort op med.

Published with Blogger-droid v2.0.2

4 kommentarer:

  1. Det er da et kedeligt sted, du er kommet hen med alt det brok over dit hus, rigtig ærgerligt når du bare skulle nyde det derude.
    En pæon er svær at flytte, den skal plantes ret øverligt, ellers kommer der ikke knopper i den igen. Der kan godt gå nogen år, før den blomstrer efter en flytning.
    Held og lykke med det, hvis du vover det.

    SvarSlet
  2. Jeg har flyttet rundt på mine pæoner en del gange efterhånden og det har altså aldrig givet problemer, så flyt du bare løs Rikke - men vent til efteråret, så går det bedst. Og det er rigtigt at den ikke må sættes for dybt, det er vigtigt at den kommer i samme højde som den står nu. Og udover det, så er det min erfaring at det værste der kan ske er, at du ikke får det hele med op og så har du pludselig en ny pæon der hvor den stod før.........og det er vel ikke så ringe endda. :o)
    Mange hilsner

    Trine

    SvarSlet
  3. Hej Trine
    Hvor skønt at se dig i Blogland. Velkommen! Tak for tippet.

    SvarSlet
  4. Rikke - jeg flyttede på alle mine pæoner sidste år - og fik iøvrigt nogle felre forærende. DE står med sprængfyldte knopper og store pompom blomster i år. Jeg havde også hørt det med at de ikke blomstrer ihvertfald det første år - men hvad kan jeg sige. Flyt dem i eferåret (jeg gjorde det sidst i september, hvor jorden er fugtig og varm endnu), plantede dem i samme højde og .... Ja nogen gange er det godt ikke at være så klog - det kan jo give gode resultater :-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...