lørdag den 21. august 2010

Lørdag i haven



Så kom dagen, hvor Esther tog et hovedspring ned i vandbaljen. Ikke så smart. Heldigvis var jeg lige i nærheden, og så hende ryge i vandet. Hun lænede sig ind over baljen, for at få fat på en lille båd, og fik overbalance. Jeg slog en klo i hendes tøj, og fik fisket hende op med det samme. Heldigvis blev hun kun våd, og led ingen overlast. Det kunne være gået meget værre. Jeg vil overveje hvordan jeg kan børnesikre baljen, så det ikke sker igen. Det var alligevel lidt af en forskrækkelse. Tøjet blev hængt til tørre på hindbær-hegnet, og Esther fik tørt på.

Det er høsttid, og jeg har høstet alle min kartofler nu. Halvdelen af dem er gode, og den anden halvdel bliver totalt melede, når man koger dem. Det er ikke til at se på dem hvilke der er hvilke, så jeg koger lidt rigeligt, så vi slipper for dem, som falder helt fra hinanden i gryden. Til næste år vil jeg kun have skønne gyldne sommerkartofler. Gad vide hvilken sort, jeg skal vælge.


Vi smagte på vandmelonerne idag. Jeg tror ikke at de bliver større nu, hvor varmen er gået af vejret. Derfor høstede jeg de 5 meloner, som min 3 planter har produceret. Den ene delte jeg med mine gode naboer, og den var overraskende god. Ikke så stor, men sød og god. Melonplanterne i drivhuset giver ingen frugt, så måske skal jeg forsøge mig med nogle vandmeloner i drivhuset til næste år.

Jeg har forsøgt mig med at formklippe en taks, som var blevet temmelig tottet at se på. Det er første gang jeg tager fat på sådan en opgave, og selv om den ikke blev helt rund og tæt, så ser den langt bedre ud, end før. Måske bliver den flottere, hvis jeg jævnligt klipper den i form. Man kan godt blive bidt af sådan et projekt.

Der er så meget at tage fat på i haven for tiden, men min barselsorlov er desværre slut, og haven bliver hovedsageligt passet i weekenderne. Jeg kunne let bruge et par timer der ude om dagen, så jeg synes at der er 1000 ting at tage fat på, når vi endelig er der.

Den næste store opgave er at få skik på æbletræerne, som trænger til beskæring. Jeg er også igang med at gøre køkkenhaven klar til vinter. Der skal ryddes op og sås vinter-planter til at passe på jorden i den kolde tid. Måske når jeg lidt mere imorgen, hvis vejret tillader det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...