mandag den 23. april 2012

Solbær med et twist

Solbærbusk med krogede grene
Solbærbusk med løfte om et godt frugtår
Jeg var i haven tidligt i morges. Jeg har ligget syg i flere dage, og var stærkt bekymret for mine små planter, som netop er flyttet i drivhuset, og som ikke tåler ret mange dage uden vand. Nu har vi vand i hanerne, og jeg måtte lige slå et smut omkring nr. 18 for at se til spirerne. Heldigvis ser det ud til at de har klaret sig fint, og jeg tror at de snart er klar til at blive plantet ud. Det glæder jeg mig til, for jeg har tomater og agurker her hjemme, som er ved at være klar til at overtage pladserne i drivhuset.

Inden jeg kørte hjem, satte jeg mig på trinnet foran mit hus, for at nyde haven. Det skal man huske at tage sig tid til, især hvis man har mulighed for at gøre det på forskellige tider af dagen. Sådan en morgenstund med dug på græsset og stille vejr egner sig godt. Fra trinnet er der fin udsigt til mine frugtbuske; en lille samling af 3 solbærbuske, en enkelt stikkelsbærbusk og en gojibærbusk. Sidste år var mine solbærbuske stærkt plaget af bladlus, endda i en sådan udstrækning at jeg indkøbte insektsæbe og sprøjtede dem. Det hjalp faktisk meget godt, selv om jeg ikke slap helt af med problemet. Allerede sidste år kunne jeg godt se at de nye skud  blev lidt mærkværdige at se på. De ligner troldegrene lidt. Ikke så snart var bladlusene fordrevet før buskene igen satte rette skud. Resultatet er nogle meget specielle solbærbuske med krøller på grenene. Det ser faktisk lidt pudsigt ud, men det virker ikke som om det påvirker væksten, for allerede nu kan man se de yndigste blomsterknopper under de fine små blade. Jeg bliver bestandigt imponeret over naturens vitalitet og skønhed - og så er jeg begyndt at glæde mig til solbær.

Published with Blogger-droid v2.0.2

4 kommentarer:

  1. Godt at der ikke skete noget med dine småplanter, det er så ærgerligt efter alt det arbejde.
    Jeg er også meget glad for solbær, må endda gå så langt til at sige det er min ynglings bær til marmelade. Ostemad med solbær. Mums.
    Jeg syntes nu bare dine solbær buske har fået mere karakter, nu er de noget helt særligt.
    Og du har ret, vi skal huske at nyde vores haver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karakter - ja det er lige det de har fået. Jeg satser på den første rigtige høst i år. Sidste år blev det til et enkelt kilo.

      Slet
  2. Godt planterne klarede sig.
    Håber du er OK igen. Det er ikke rart at være syg.
    Jeg er helt ening med dig. Vi skal huske at nyde haven.
    Tak for kigget.
    Ha´ en god søndag.

    SvarSlet
  3. Det er jo noget af det som er så dejligt ved at have en have, at der kommer overraskelser f.eks. i form af snoede blade. Overraskelser i form af utøj er kanp så velkomne...

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...