mandag den 20. juni 2011

Nye kartofler og drivhusgrønt

Et kig ind i drivhuset.
Agurker på vej.
Meloner på vej.
Årets første kartofler fra haven.
I dag gravede jeg de første kartofler op. Ud af den brune muld tittede skønne gyldne kartofler i den helt perfekte størrelse frem. Jeg er imponeret over hvor fine de er, og jeg har været på indkøb efter passende tilbehør til dem, så vi kan nyde dem til aften.

I drivhuset vokser alt for tiden. Varme og vand har sat turbo på alt, og jeg klipper dagligt i det hele for at holde det i skak. Nu er det tydeligt at tomaterne snart vil give røde og gule tomater. Chilli-planten har flere frugter, og blomster, som lover flere. På agurkeplanterne er der små agurker på vej, som måske bliver til rigtige agurker en dag. Jeg kender ikke sorten, men jeg håber på at det ikke er sylteagurker. Jeg hader surt!

Melonplanterne er temmelig agressive, og den ene var drattet omkuld med sin plantespiral, da jeg kom i haven her til morgen. Nu er den igen monteret i loftet, og beskåret lidt. Det bragte frugterne frem i lyset. Den har mange blomster, men nu ser det ud som om den er begyndt at sætte frugt, og jeg er så spændt på om det bliver til noget spiseligt. Snart vil jeg binde dem op, så det ikke tynger hele planten. Lige nu nyder jeg bare synet, og håber at de bliver hængende.

Basilikum i potter er en taknemmelig sag at dyrke. Jeg har 4 potter, og idag har jeg klippet af dem igen. Det blev til en hel pose blade til en god omgang pesto. Måske fryser jeg lidt ned. Det er så godt med grønt fra haven, når det er vinter og koldt ude.

Lige nu blomsterer hestebønner og ærter, majsen vokser kraftigt, og solsikkerne står med blomsterknopper. Der er næsten røde bær på min solbær, og lupinen er ved at springe ud. Der sker så meget i haven på denne årstid. Det er dejligt at komme der ud hver dag.

Published with Blogger-droid v1.6.9

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...