lørdag den 2. oktober 2010

Virkelig efterår

Brødskærer/kompostkværn
Nu er det virkelig blevet efterår. Dagens tur i haven bød blandt andet på blæst og nedfaldsfrugt.

Jeg tog mod til mig og klippede det ene æbletræ godt tilbage. De fleste æbler var allerede faldet af. Min have er udstyret med hele 3 espallierede æbletræer, og de er vist ikke blevet klippet korrekt, siden jeg overtog bedriften. Nu er det ene klippet ind, og de to andre, som jeg løbende har studset lidt, trænger til en tur. Jeg vil dog vente til æblerne er plukkede, for man kan ikke helt undgå at miste en del i beskæringen.

Jeg har fjernet mine majsplanter og skåret dem i småstykker til kompostbunken. Til det formål brugte jeg den brødskærer, som jeg købte for en slik på et af sommerens mange loppemarkeder. Havde sælgeren vidst at den skulle snitte kompost, og ikke holde kogebøger, havde hun nok ikke solgt den til mig. Nu tjener den som kompostkværn, og gør det godt. Jeg havde sået bønner imellem majsplanterne, efter råd fra en makedonsk kolonist, men jeg er ikke helt tilfreds med resultatet. først og fremmest fordi der ikke kom ret mange bønner, og slet ingen, som kunne høstes og tørres. Dernæst fordi de skabte lidt besværlige forhold for majsen, som de kravlede op ad. Næste år vil jeg i stedet lave et godt og solidt bønnestativ, og forsøge mig en gang til med de hvide makedonske bønner. Jeg har heldigvis flere frø på lager.

Selv om det er årstid for regn og rusk, var det idag nødvendigt at vande. Især trængte de stauder, som jeg har plantet om og ud i den seneste tid til en sjat vand. Det er altså lidt besværligt at låne vand hos naboerne, så mon ikke jeg skulle finde ud af at få min egen vandhane. Det ville jo være skønt, selv om det nok kommer til at koste lidt.

Dagens høst bestod af 1 kilo brombør og en pose æbler. Nu står der 2 store glas brombørmarmelade i mit skab og en lun æblekage på mit bord. Det er dejligt at være selvforsynende. Jeg håber at marmeladen er god. Jeg har ikke smagt den endnu. Hvad æblekagen angår er kvaliteten allerede efterprøvet med tilfredshed.

2 kommentarer:

  1. Ej hvor sjovt med brødskæreren :) Fed ide synes. Jeg har nogle mindre træer omkring en terrasse og overvejer at skifte dem ud de kommende år med æble og pærer træer - og gerne forme dem som espallier. Vil da gerne se billeder af dine frugt træer, hvordan de er formet :)

    SvarSlet
  2. Det er skønt med frugttræer omkring teressen. Mine står 2 forskellige steder i haven. De to står ved teressen. De var allerede formet, da jeg overtog haven, men nu skal de vedligeholdes. Det kræver at man er lidt hård ved dem, for de skal holdes kort snor. Der er billeder af mine æbletræer andre steder på bloggen. Klik eventuelt på ETIKETTEN æbler.

    Held og lykke med dine planer.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...